5. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 4. juli 2010 kl. 10.

Salmer: 750/318/301/334//672/345

Uddelingssalme: 54

Åbningshilsen

Så blev Emma døbt, vores nye søster i menighedens storfamilie. Vi har fået familieforøgelse i dag.

Det er femte søndag efter trinitatis, en søndag om at være kirke, en aposteldag tæt på Peters og Paulus dag (5. juli). Hvad er kirken? Hvad har vi i den? Hvad er der i den? Hvad skal vi? Hvad bevæger os? Det hører vi om i dag, det synger vi om. Vi er til kirkedag i kirken.

Lad os gøre klar til at lytte os ind på det ved at lade os rense og få ryddet plads til, at vi kan lytte. Det gør vi ved, at vi sammen siger syndsbekendelsen, side fire øverst i guiden, derpå hører vi det ord, der renser os. Først er vi stille nogle få øjeblikke …

Prædiketeksten læst fra kortrappen: Matt 16,13-26

Bøn. Lad os bede!

Kære Jesus, tak fordi du vil være sammen med os og at vi skal være sammen med dig. Vis os i dag hvem du er. Gør os til dit vandringsfolk med fast grund under fødderne altid i bevægelse efter dig. Amen.

Prædiken

Hvad popper op hos jer, når jeg siger ’kirke? Det er vel meget bygningen, eller en dåb, du tænker på din konfirmation, et bryllup, en begravelse, måske præsten. Det har alt sammen noget med kirke at gøre, men det er ikke pointen. Den er denne ene: kirken er mennesker som er samlet om Jesus. Altså os her i dag. Vi er kirken. Mennesker samlet om Jesus.

Hvorfor holder vi egentlig kirke?

For at holde ét spørgsmål levende: Hvem er Jesus? Jøden Jesus i Israel i begyndelsen af det første århundrede efter vores tidsregning, der regnes efter Ham. De særlige fortællingers mand. Ham med ord, som kun Han har turdet tage i sin mund, Ham med helbredelser og som tre gange gjorde døde personer levende. Han lod sig frivilligt korsfæste også stod Han op fra de døde. Hvem er Han?!

Jesus har trukket sig bort fra offentligheden med sine tolv apostle. I denne atmosfære af fortrolighed stiller Han dem to spørgsmål. Først: hvem siger folk, at jeg er? De nævner, hvad folk sådan siger. De går alle på, at Han er i kategori med nogle af de vigtigste folk i deres historie: En profet, en mand fra Gud.

Herefter kommer Han med sit andet spørgsmål: ”Hvem siger I så, jeg er?” Han udfordrer dem selv nu. Og Peter svarer: ”Du er Kristus, den levende Guds! søn”.  Det er noget mere end folks svar. Peters ord indebærer, at Jesus ikke blot er en særlig profet, men Han er den der særlige konge, der skal komme til sidst og som står i et så enestående forhold til Gud, at Han ligefrem kan kaldes Hans søn. Et særligt svar som går ud over folks ellers høje værdsættelse af Ham. Jesus reagerer da også på det svar: ”Det kan intet menneske finde på at svare, det er Gud, der har velsignet dig med det svar. Du har fået en åbenbaring”.

Hvorfor har vi altså en kirke? (1) For at insistere på spørgsmålet: Hvem er Jesus? (2) For at det skal stilles til hver og en af os, vi skal tage stilling til Ham. (3) For at vi skal få det svar, vi ikke selv kan finde, det Gud er ene om at kunne give os.

Det er dette svar, som er Klippen under os. Tag Jesus ud og kirken og vi er ingenting. Ja, Han betyder så meget, at de, der bygger på, at Han er Kristus, aldrig skal forgå. Der vil altid være en kirke på jorden. Den udryddes ikke, måske nok folkekirken, måske nok et lokalt sted, men dødsriget kan ikke hindre, at der altid vil være et folk, som hylder Jesus som Guds søn. Og Hans ord afgør altid sagen, både når Han taler myndigt og skarpt og rammer os lige ind i samvittigheden, og når Han i ét hug skærer os fri af vores skyld og skam, så Han renser luften og rejser os op til værdighed og frihed.

Ja, Han har ligefrem givet os nøglerne til et helt skatkammer, som indeholder alt det, vi trænger til, for at kunne tro, håbe og elske, finde vej i livet og få liv, der ikke kan dø, når vi dør. Der er ganske enkelt alt, absolut alt det, vi har brug for. Det er bare at åbne op ind til forrådet og tage det i brug. 

Men Han overrasker. Godt nok er Han den samme altid, stabil og trofast, og alligevel ikke forudsigelig. Vi kan Ham aldrig helt. Jesus føjer her noget til det, at Han er Kongen, Guds søn: ”Jeg skal dø ved korsfæstelse og så skal jeg opstå derefter”.  Det kan Peter ikke få til at nå sammen: ”Du er Konge, du er søn af Gud, så kan det da umuligt passe, at du skal lide!” Peter overfuser Ham ligefrem, skælder Ham ud: ”Aldrig nogensinde skal det ske. Gud vil være med dig, du skal blive konge og få magt”. Sådan kan det også være med os. Gud må være sådan og sådan. Hvis Jesus er Guds søn, så må Han da…, og så går vi galt i byen. Jesus gør da også skarpt op med Peter: Han kalder ham satan, modstanderen. Han oplever hans ord som en fristelse til ikke at gøre det, Han skal: ”Du tænker som et menneske, begrænset, du sanser ikke hvad Gud ser, der skal til for at jeg kan få skaffet det ind i verden, som kan forløse jer og rejse jer op. Derfor er jeg nødt til at lide”.

Sådan bliver Han Klippen for os. Han møder og matcher lidelsen og ondskaben og vinder. Som Guds søn tager Han lidelsen op i sig, Han betaler vores skyld med sit liv. Han bryder gennem dødens magt ved sin opstandelse. Han er kærlighedens magt. HAN er klippEN! Den levende klippe.

I kirken tager vi ofte fejl, ligesom Peter. Også når vi tror, at Jesus blot er en højtidelighedsskaber, en i baggrunden, en, der skal forhindre, at det der sker os noget ondt. Men Jesus overrasker os. Han udfordrer os til at slippe sikkerheden og bevæge os efter Ham. Ligesom vi slipper sikkerheden, når vi lærer at cykle og svømme. Vi skal springe ud i det og involvere os i Jesus. Vi må afstå noget for at få noget. Vi må bære det, der følger med. Vil vi leve uden Ham, mister vi livet. Ham kan vi ikke undvære og Han står over os. Aldrig kan vi blive færdige med Ham.

Nu får vi lov til at være Hans folk, et kongeligt præsteskab, Hans ejendomsfolk. Hvilke ærestitler! Konger og præster hos Kongernes Konge og den største Præst! Han har kaldt os ud af mørket til sit underfulde lys. Med den opgave at forkynde Hans guddomskraft. Ved at vi samles, synger, bekender og hylder Ham og ved at fortælle historien om Ham videre til andre. Vi er på vandring gennem livet, i stadig dialog med Ham. Derfor samles vi. Derfor bevæger vi os efter Ham. Amen.