6. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 11. juli 2010 kl. 10. Radiotransmission.

Salmer: 447/30/436/692//509/516

Uddelingssalme: 726

Åbningshilsen

Vi er til højmesse på den 6. søndag efter trinitatis. Vi skal møde et godt menneske, som mangler noget. Jesus udfordrer ham til efterfølgelse, til at gå i Hans fodspor. Kun i Hans følge lærer vi os selv og Ham at kende, hvor ekstremt krævende det er at være kristen og hvilket under vi er nødt til at leve af.

Kan vi også opleve det? Vi mangler noget, der er noget, der ikke er som det skal være? Vi løber panden imod, før eller siden, på det ene punkt eller det andet, forskelligt fra menneske til menneske.

Lad os derfor fatte om højmesseguiden, side fire øverst og bede syndsbekendelsen sammen og kalde på Guds barmhjertighed.

Prædiketeksten læst fra kortrappen: Matt 19,16-26

Bøn. Lad os bede!

Kære Herre, tak fordi du elsker helt igennem og vil at vi skal gøre det, i handling særligt over for de fattige. Tal til os i dag, så vi ser hvad vi skal, afslør hvad der er umuligt for os, så vi åbnes for den mulighed, du selv er. Amen.

Prædiken

Vi skal ikke have så travlt med andre, vi skal gave travlt med os selv. I dag skal vi stille skarpt på vort eget liv - ved at spejle os i et andet menneske. Han er ung, dog ikke helt ung, for udtrykket ”den unge mand” går på en mand, der er et sted mellem 24 og 40 år. Han sidder godt i det økonomisk. Han tænker på mere end penge, nemlig på at gøre godt og få evigt liv. Han er samvittighedsfuld og seriøs. Alligevel oplever han, at han mangler noget. Derfor opsøger han en coach, en åndelig vejleder, rabbineren Jesus og spørger: ”Hvad godt skal jeg gøre for få evigt liv?” Luther spurgte. Hvordan får jeg en nådig Gud? Nu: Hvordan får jeg mening i mit liv, en tryghed, der kan bære mig, et håb, der rækker længere og en glæde at leve ud, så jeg lever meningsfyldt? Og ikke mindst: Hvad kan jeg selv gøre for at få det?

Jesus svarer ham: ”Det ved du godt selv. Det drejer sig om Gud og Han har svaret dig: Hold buddene og du skal leve”. Og manden replicerer: ”Det har jeg gjort, men hvad er det jeg mangler?”

Jesus ved, hvad der bor i mennesket. Han ser, hvad der er Hans problem, derfor giver Han ham et konkret råd: ”Sælg alt det, du har, giv det til de fattige, man bliver rigtigt rig af at give og kom så og følg mig!” Jesu hjerte banker for de fattige og derfor skal vores også gøre det. Det skal ligge os på sinde med de økonomiske konsekvenser, det har. 15 procent af Jesu undervisning handler om penge, det er mere end Hans tale om himmel og helvede tilsammen. Pengene skal ikke være vores gud, men de skal bruges til at udrydde fattigdommen. Det er det næstvigtigste i kristendommen, siger Bono fra U2.

Nu er det faktisk ikke normalt, at Jesus beder en person om at skille sig af med alt og give det væk til de fattige. Zakæus blev ikke bedt om at give alt væk, Nikodemus og Josef af Arimatæa, heller ikke, og de var alle rige. Grundreglen er normalt den, at vi må tage imod alt det vi har som en gave fra Gud, som vi takker for. Det vi har fået af Ham, skal vi forvalte ansvarligt og klogt, så vi betaler enhver sit og giver til dem, der trænger mere til pengene end vi selv.

Men i denne situation gør Jesus det, fordi Han ser, at det er det, der binder manden. Hvis den mand skal blive fuldkommen, som han vil, så er det det her, han skal gøre noget ved. Dér er hans bløde punkt.

Da manden hører det, bliver han så bedrøvet, at han går sin vej, fordi han var så rig og ikke ville betale så høj en pris. Det er ikke altid vi går glade hjem fra kirke. Der blev sagt noget, der ramte os og gjorde os bedrøvede. Men Jesus løber ikke efter ham, for at rette på misforståelsen, for der var ingen misforståelse, eller for at føje noget til. Han lader ham gå. Sådan må det somme tider være. Historien er ikke fortalt færdig, der kan ske noget i bedrøvelsen. Han kan blive bedrøvet efter Guds sind, som Paulus kalder det (2 Kor 7,9), så Han opsøger Jesus med sit nederlag, da han rendte panden imod og hans afmagt kom for en dag.

Efter at han er gået er Jesus alene med disciplene, og Han går med udgangspunkt i denne episode ind til problemets kerne: Det er vanskeligt for en rig at komme at komme ind i Guds rige. Penge og materialisme bliver let Gud for os. Bare vi har penge, så... Og vores optagethed af velstand kan kile sig ind mellem Gud og os og mellem os og vores trængte medmenneske. Hvad er Gud for dig? Gud eller velstanden?! Måske mere: Gud og velstanden?! Men vi kan ikke tjene både Gud og Mammon, siger Jesus andetsteds (Matt 6,24).

Ja, fortsætter Jesus, det er ikke bare vanskeligt, det er umuligt for en rig at komme i Guds rige! Lige så umuligt som det er at få en kamel bugseret gennem et nåleøje. Det lader sig bare ikke gøre. Det opfatter disciple og derfor bliver de forskrækkede: ”Jamen, hvem kan så blive frelst? Når han ikke kan, som har gjort så meget godt og er så seriøs. Det er jo kropumuligt så. Du kræver det umulige af os.” Ja, hvorfor skal Jesus også gå til ekstremer.

”Da så Jesus på dem”. De får øjenkontakt. Der er pause. Det står og dirrer i luften og så kommer det fra Ham: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Der er noget, der er umuligt: Vi kan ikke frelse os selv, vi har ikke det i os, der gør, at vi kan elske Gud og vores næste efter kærlighedens målestok, for vi har mistet herligheden fra Gud. Kravet viser vej, men hjælper os ikke til at opfylde det og dermed er vi ikke i stand til at få os det evige liv gennem vore egne kræfter. Der står vi!

Men det vi ikke kan, det kan Gud! Gud er den nye mulighed. Den kommer udefra. Den føjes til. Når vi har løbet panden imod og er færdige, så føjer Gud noget til og griber ind gennem sin Søn. På korset betaler Han med sit eget liv for os. Han føjer noget til dommen over os, Hans egen hengivenhed. Og med basis i det offer holder Han frem for os nu som et under og en gave: den forbavsende nåde med en ny begyndelse, liv, der lever og ikke dør, fred med Gud, hvilen, trygheden, glæden, fylden. Det rækker Han hen imod os gennem Jesus! Han giver os det, vi ikke selv kan skaffe.

Og: når vi så selv erfarer, at Han elsker os sådan, og på trods af os, begynder Han at elske verden gennem os. Hans kærlighed former og forvandler os. Kravet kan ikke forandre os, det kan Hans under udefra. Det under kan vi aldrig udenad, så vi må stadig møde det, undres over det og lade det synge i os, så det kan fylde og vi kan undres over den Gud, for hvem alting er muligt, vor frelse. Det befrier. Amen.