Præstens hilsen - nov-dec-jan
af Erik Dybdal Møller
Så er den mørke tid over os igen. Ak, vintermørket tynger én ned, så man næsten kan glemme, at der er en himmel oven over det alt sammen. Og koldt bliver det også, måske lige så koldt som sidste års vinter. Tunge støvlers tunge gang. Ak.
Så er det vel nok godt, at vi kan tænde lys. Stille lys i stager og hen i vinduet med dem, så de også stråler en lille smule ud på gaden, hvor der måske går en vandrer rundt og fryser. Det hjælper på meget at tænde lys. Hellere være et lysmenneske end en mørkemand!
Jeg kunne godt tænke mig, at Sct. Pauls Kirke fik lidt lys på, så den kunne knejse oppe for enden af Bruuns Gade i det tætte vintermørke. Stå for enden af gaden med sine to tårne, så man kunne se, at der ikke bare er et mørkt hul deroppe på Frederiksbjerg Bakke, men står en kirke, som gerne skulle lyse lidt på ens vej. En retningsgiver, der fortæller, at det er her, det foregår.
Lidt lys ville gøre det. Bare et par lamper.
Somme tider er der meget lys inde i kirken. Så stråler vinduerne for de forbipasserende, som måske tænker, at det ser dejligt ud eller at, derinde sker noget lyst og varmt. Det gør der også. Der sker meget lyst og varmt inde i kirken, også i vintermørket. Men et par lamper udenfor til at oplyse tårnene ville være bedre endnu.
Jeg er ikke ret god til vintermørke. Jeg er derimod glad for vinterlys, adventslys og julelys og lys i øjnene. At se et lys spejle sig i et barns øjne gør mig næsten lykkelig lige på stedet. Det er god medicin imod vintertungsind.
Lad os fortrænge mørket. Lad os tænde lys og gentage overfor hinanden, hvad vi også sagde sidste år og alle de andre år, når mørket lagde sig over hovederne på os: Der skal komme tider, hvor dagene bliver længere igen, hvor træerne får blade igen, og de korte bukser bliver luftet. Det er bare årets gang, der går ned i tempo om vinteren. Ikke andet. Men vi skal mindes om det ved at tænde lys, masser af lys. Ellers bliver det for tungt og håbløst.
Håbløst ville det også være, hvis vi ikke fejrede jul. Først advent og så jul. Advent, som er ugerne før jul, hvor de travle indkøb bliver gjort, og hvor der inde i kirken tales lyst og varmt om, hvad alle kristne venter på. Vi venter på Vorherre, intet mindre. Og jul, som er så stor en højtid, at selv et barn kan forstå den, fejrer vi, fordi det slet ikke kan gå upåagtet hen, at Jesus blev født, at Gud ikke ville nøjes med at være en fjern og uforståelig Gud, men netop ville være så kendt og forståelig som en lille menneskedreng er forståelig.
Måske er det lidt uforståeligt alligevel, at Gud sådan ville være menneske. Det bliver ved med at vække undren hos mange, selvom det er blevet fortalt hvert år i et par årtusinder. Og dog er det ikke så uforståeligt alligevel for den, der tør håbe. Lidt ligesom når man i vintermørket, ved at se lidt lys, kommer til at tænke på, at det bliver lysere engang, sådan kan man, også ved at tænde lys og fejre jul, komme til at tænke på, at Gud ikke har glemt os eller ønsker at efterlade os alene med mørke tanker. Der er håb.
Der er håb for den, der trasker i tunge støvler. Der er håb for den, der vandrer i mørket. Der er lys i øjnene på både børn og voksne. Der er lys i mørket. Vorherres lys.
