Hvorfor hedder Sct. Pauls Kirke det den hedder?
Dette spørgsmål har vel vakt manges interesse. Sankt Paul refererer til apostlen Paulus, der er stærkt repræsenteret i det ny testamente i de bibelske skrifter. Apostlen Paulus er traditionelt i kirkelige fremstillinger symbolsk karakteriseret ved at bære et sværd. Denne apostelattribut refererer i første række til at Paulus blev henrettet ved sværdet. Det kan dog også symbolsk betegne ordets tveæggede sværd, der trænger ind i sjæl og marv på såvel den, der hører ordet som den, der selv udtaler det. Hvorfor valgte man at kalde vores kirke ved netop denne apostels navn? En væsentlig del af forklaringen skal ses i selve Århus' kirkehistoriske selvforståelse.
Da man i det 13. og 14. århundrede opførte en større Domkirke i Århus anlagde man den ovenpå ruinerne af den tidligere mere beskedne kirke, som var indviet til de søfarernes helgen Sct. Clemens. Den er således den eneste Sct. Clemens Domkirke i landet, idet traditionen foreskrev, at de søfarene normalt havde en beskeden Clemenskirke til deres behov mens byens fastboende borgere havde en flottere og større (dom-) kirke til rådighed. Århus' Clemenskirkes efterhånden utroligt centrale placering blev imidlertid for fristende til at give byen en ny stor og centralt beliggende katedral. Man vovede dog ikke at annullere dens indvielse til Sct. Clemens.
Århus byvåben illustrerer imidlertid en samhørighed mellem Sct. Clemens og Sct. Paul. Denne samhørighed skyldes de oldkirkelige antagelser og herunder misforståelser vedrørende helegnen Clemens (se nærmere forklaring nedenfor). Århus byvåben viser den tvillingetårnede basilica med det karakteristiske vand nedenunder, og inde i den tvillingetårnede romanske katedral sidder Sct. Clemens og Sct. Paul på hver sin side. Sct. Clemens kendetegnet ved ankeret og Sct. Paul kendetegnet ved sværdet. Men hvorfor er netop disse to personer så brugt i et byvåben? Det kunne meget vel have at gøre med ønsket om beskyttelse. Sct. Clemens er de søfarendes helgen og skulle ifølge overleveringen have ydet disse beskyttelse på den farefulde færd over havet. Paulus og sværdet kunne meget vel tolkes som by-borgerens beskyttelse som ydes af den lovlige øvrighed. Her kan refereres til Paulus brev til romerne kapitel 14:
"Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. v5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. v6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det."
Opførelsen af en Romansk inspireret tvillingetårnet kirke indviet til Sct. Paul er således opfyldelsen af den middelalderlige forståelse af denne samhørighed mellem Sct. Clemens og Sct. Paul, som ses i selve Århus byvåben, og som yder en samlet beskyttelse af borgerne mod på den ene side havets og naturens magter (Sct. Clemens) og på den anden side mod ondskabens magter iblandt menneskene (Sct. Paulus).
Sct. Pauls Kirke virkeliggør således Århus middelalderlige byvåben, der ellers kun har peget hen mod domkirken og vandet uden at have et holdepunkt for referencen til Sct. Paul på den højre side. Selv de to tårne og byggestilen er som taget ud af byvåbnet.
Da man i 1880’erne opfører Århus 3. kirke efter Vor Frue og Sct. Clemens domkirke er det naturlige valg således at opføre en tvillingetårnet Romansk katedral med navnet Sct. Pauls Kirke.
Århus Byvåben udgør stadig byens logo. Hver gang borgerne får post fra kommunen ledes tanken altså med logoet hen på Sct. Clemens Domkirken og Sct. Pauls kirken, med Århusbugtens bølger forneden og månen og en stjerne i toppen.
Der ligger selvsagt mange yderligere forklaringer gemt i de historiske kilder, men lad dette være et ydmygt kortfattet rids af visse af de væsentligste forhold.
Med venlig hilsen
Sognemedhjælper Martin Frøkjær-Jensen
-----------------
Til nærmere historiegranskning læs flg. forklaringer:
Århus bys segl fra 1356
Århus byvåben fra 1938
Om Århus byvåben
(Fra Wikipedia, den frie encyklopædi)
Århus byvåben er et af de ældste bevarede fra de danske købstæder. Det kan henføres til tiden omkring 1250 og kaldtes dengang bysegl.
Det ældte bysegl, som er bevaret, er i et dokument fra 24. juni 1356, som dog gik tabt grundet ødelæggelser under 2. verdenskrig.
Byseglet har haft forskellige udformninger i sin 750-årige historie.
De to tårne mener man skulle symbolisere datidens romanske domkirke, der havde to vesttårne.
Derimod har der været tvivl om, hvem de to mænd er. Traditionen siger, at manden med ankeret er Sct. Clemens, byens skytshelgen, medens manden med sværdet skulle være apostelen Paulus, fordi han optræder med et sværd som sit kendetegn.
Nogen har dog ment, at de to mænd oprindelig symboliserede to af byens oldermænd - det vi i dag kalder rådmænd.
I de ældste bysegl fremgik bynavnet som Arusiensis, adjektiv dannet til Arusia, der oprindeligt skal tolkes som "åre-hus", det vil sige byen ved åmundingen.
Som følge af brev fra indenrigsministeriet den 3. december 1936, fik kommunen tegnet det nuværende byvåben i 1938, og begrebet 'segl' blev ændret til '(by)våben'. Kunstneren var gravør Fr. Britze. Ved bekendtgørelse i Statstidende den 23. juni 1938, blev det nye byvåben beskrevet sådan:
"Et blaat Skjold, med en rød Portal, flankeret af to røde Taarne og et Spir, anbragt Gengivelse af St. Clemens og St. Paulus, klædte i blaa Kjortler. Over Portalen ses en Guldmaane og en syvtakket Guldstjerne og under den en over fire Sølvbølger opdragende rød tindet Mur."
I 2004 fik Århus Kommune rentegnet et forenklet bylogo til brug i kommuens tryksager, breve med mere.
Om Århus Domkirke
(Fra Domkirkens eegn hjemmeside.)
Byggeriet af Århus Domkirke påbegyndtes ca. år 1200 under biskop Peder Vognsen. Det er et af de ældste teglstensbyggerier i Jylland. Den første kirke blev bygget i romansk stil og var færdigbygget omkring år 1300.
År 1330 brændte kirken og man begyndte først genopførelsen sidst i 1300-tallet, hvor den gotiske stil nåede til landet. Den var først færdig omkring år 1500, som vi ser den i dag. Den er Danmarks længste kirke, på 93 m, hvilket også er dens højde. Der er ca. 1200 siddepladser i kirken og den er viet til de søfarendes helgen Sct. Clemens.
Kirkens altertavle er af stor kunstnerisk kvalitet. Den er den største af sin art i Danmark, og er særdeles velbevaret. Den er fremstillet på Bernt Notkes værksted i Lübeck i sidste halvdel af 1470'erne.
Om Sct. Clemens:
(Fra Wikipedia, den frie encyklopædi)
Den hellige Klemens I kalles ofte Clemens Romanus for å skille ham fra Klemens av Alexandria. Han ble født i Roma mot midten av det 1. århundret, etter tradisjonen som sønn av en Faustinus. Hans stadige bruk av GT i sitt berømte brev til korinterne har fått mange til å anta at han var av jødisk opprinnelse. Sannsynligvis var han en frigitt slave eller sønn av en frigitt slave i keiserens husholdning (som inkluderte mange tusen).
Klemens ble oppdratt i den hedenske tro, men en dag skal han ha hør en preken av apostelen St. Barnabas, og der fant han det han alltid hadde søkt. Han lot seg døpe av apostelen Barnabas og ble ført til Peter, som satte så stor pris på den unge Klemens at han skal ha utnevnt ham til sin etterfølger. Noen kirkefedre (Origenes, Eusebius og Hieronymus) identifiserer ham som den Klemens som nevnes av Paulus i brevet til Filipperne (Fil 4,3), men dette var sannsynligvis en Klemens fra Filippi. På 1800-tallet var det vanlig å identifisere pave Klemens med konsulen Titus Flavius Clemens, en fetter av keiser Domitian (81-96), som ble henrettet i 95/96 for «ateisme», det vil si at han hadde antatt jødiske skikker. Men de eldste kildene nevner ikke noe slikt, og pave Klemens sies å ha levd til keiser Trajans regjeringstid. Det er usannsynlig at han var av keiserlig familie.
Tertullian (død ca 225) og Hieronymus (død 420) skriver begge at Klemens ble konsekrert av Peter. Hieronymus sier at visse av Fedrene mener at Klemens fulgte umiddelbart etter Peter og Paulus (noe som også forutsettes i apokryfene). Han fant det også rimelig, da Klemens var apostlenes omgangsvenn og mer kjent enn Linus og Kletus (som vi strengt tatt ikke vet noen ting om). Tertullian sier at som Smyrna fikk sin første biskop Polykarp fra Johannes, fikk Roma Klemens, ordinert av Peter.
Klemens kan være ordinert av Peter, men avslo, som han sier i et av sine brev: «Jeg gikk/trakk meg tilbake.» Men «i Neros 12. år» lot han seg overtale til å overta Romas bispestol. Linus og Kletus må etter dette oppfattes som Klemens' vikarer under hans lange fravær fra Roma, og Klemens blir dermed den første selvstendige titular av Romas cathedra. Muligens var det en kompetansestrid mellom Linus og Kletus på den ene siden og Klemens på den andre, en strid Klemens taktfullt løste ved å nekte å ta imot embetet. Men i år 88 bøyde han seg for presset fra folk og presteskap og tok på seg det embetet som St. Peter hadde ønsket, som apostelens tredje etterfølger som pave.
Nesten ingenting er overlevert om Klemens' embetstid, men han er berømt for sitt brev fra menigheten i Roma til menigheten i Korint, det berømte Klemens' første brev til korinterne (1. Klemensbrev), skrevet mellom år 93 og 97. Brevet inneholdt opplysninger om Peters besøk i Roma, Paulus' reise til Spania og begge disse apostlenes martyrdød i Roma. For første gang nevnes den «apostoliske suksesjon» samt ordet laiko's, legmann. Brevet skyldtes at noen kristne der hadde gjort opprør mot sine ledere. Det er det først kjente eksempel på at menigheten i Roma (dog ikke paven personlig) griper inn overfor en annen kirke. Brevet ble godt mottatt av korinterne, som i mange år pleide å lese det høyt i sine kirkelige forsamlinger. (Brevet er oversatt til norsk i «Vidnesbyrd af kirkefædrene» 1881).
Klemens skal ha skapt fermingens sakrament etter St. Peters riter, og fra hans tid stammer bruken av «amen» i religiøse seremonier.
Klemens blir æret som martyr, men det kan skyldes en sammenblanding med hans navnebror, konsulen. Men mangelen på tradisjoner om at han var gravlagt i Roma, sannsynliggjør at han døde i eksil. Men legenden fra 300-tallet er uten historisk grunnlag:
Den forteller at Klemens i slutten av det 1. århundret omvendte Theodora, som var gift med Sisinnius, en hoffmann fra Neroa. Etter at han utførte mirakler ble også Sisinnius selv og 423 andre fremtredende personer omvendt. Derfor ble paven forvist fra Roma og etter ordre fra keiseren - muligens Trajan - satt til tvangsarbeid i de beryktede marmorsteinbruddene i Chersones på Krim. Der hersket det akutt vannmangel, og tvangsarbeiderne var til tider i ferd med å tørste i hjel. Da Klemens en gang så hvordan et lam skrapte på et bestemt sted med hoven, gravde han der med hendene og plutselig strømmet en vannkilde opp fra grunnen. Dette gjorde at han slukket tørsten til 2.000 kristne bekjennere. Folket i landet ble omvendt og døpt, og det ble bygd 75 kirker. Den rasende keiseren lot da de nydøpte henrette, og Klemens ble bundet til et skipsanker og kastet på sjøen, slik at de kristne ikke skulle finne igjen hans legeme. Dette er forklaringen på at St. Klemens' navn på forskjellig vis er knyttet til havet. Hans attributt er et anker. Det fortelles at englene bygde et marmormausoleum for St. Klemens på havets bunn, og at det var synlig en gang i året ved ekstremt lavt tidevann.
Slavernes apostel Kyrillos gravde opp noen ben fra en gravhaug (ikke en grav under vannet) sammen med et anker. De ble antatt å være Klemens' ben, og Kyrillos brakte dem tilbake til Roma i år 868. Pave Hadrian II bisatte dem sammen med ben fra Ignatius av Antiokia i høyalteret i basilikaen S. Clemente.
Basilikaen ble bygd over den hellige Klemens' barndomshjem på 300-tallet. Da den truet med å rase sammen, ble den kastet full av jord og en ny kirke reist over den i 1108. Både underkirken og urkirken (Klemens' hus) ble gravd ut i 1857 og kan i dag besøkes. Helgenens ben hviler i dag i høyalteret i overkirken. Også i Chersones på Krim var det en Klemensgrav.
Klemens nevnes i Den romerske Canon (Eukaristisk bønn I) før forvandlingen. Hans minnedag er i vest 23. november; i øst 24. eller 25. november.
|
