Vi fik noget at tænke over!

 

Det havde vi ikke lige set komme

Coronakrisen kom som et chok. Jyllandsposten gjorde grin med Kina og deres corona. Og bang: så brød den ud i Italien og videre til hele verden og selv her op til vores lille hyggelige land. Pludselig havde vi fået en væmmelig gæst som ikke var til at styre og som skabte forvirring og frygt, sygdom og død, landet lukkede ned, blev hårdt presset økonomisk og sundhedspersonalet kom på overarbejde. Regeringen og de andre myndigheder ser nu ud til at have fået nogenlunde styr på den virus og der åbnes på en kontrollereret måde mere og mere op.

 

Der skete så meget godt

Men efter lidt hamstring brød noget godt ud: fantasifuld omsorg, vi fik en pause og tid til stilhed, fællessang med salmer og sange samlede befolkningen, vi så et nyt sammenhold. I den atmosfære fejrede vi dronningens 80 års fødselsdag og 75året for Danmarks befrielse og vi mødte en dronning der optrådte som samlingspunkt og vores lands moder.

 

Vi fik noget at tænke over.

Coronakrisen har givet os noget at tænke over. Vi går og tror at vi har styr på tilværelsen, men her oplevede vi, at det har vi måske ikke.

Flere begyndte at spørge: hvad sker der? Hvad ender det her med? Er det begyndelsen til enden?

Verden går mod sin ende. Det siger videnskaben og det siger Bibelen.

Det her kan være begyndelsen til de sidste tider.

Jesus taler om, hvordan de sidste tider bliver barske for verden. 

Når sådanne ting sker, skal vi standse op og tage det som et wake up call. Der prikkes til os. Her skal vi gribe i egen barm og besinde os: Er det nu? Er jeg klar til at han kommer? Kender jeg min besøgelsestid, så jeg søger Gud, og det som er sandt og godt og vælger kærligheden og sandheden til frem for sikkerheden?

 

Ikke lade os skræmme.

Det er skræmmende, men vi skal ikke lade os skræmme! Tror vi på Kristus er det barske en forvarsel om det gode, at han kommer. Derfor siger han: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”. Der barske er tegn på at det gode skal ske. Det er fødselsveer. Det er ikke at flygte fra virkeligheden, men at regne med en større virkelighed og flygte ind i den, med begge ben på jorden og hjertet løftet opad.

 

Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen?

I en prædiken til 2. søndag i advent i 1941, skriver Kaj Munk om Jesu genkomst:

”For 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen?

Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo ad mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være Ham selv. Skønnere, synes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones.”

 

Frimodig – ikke desperat

Det kristne håb gør os derfor heller ikke fjerne i blikket, men det gør os derimod klarsynede og nærværende. Søren Kierkegaard skriver et sted om, at det gælder om at leve i evigheden og dog høre stueuret slå. At leve med evigheden for øje, mens man lever og forvalter dette liv frimodigt, glad og uden frygt og desperation, på trods af mørke, død og ødelæggelse. Det må være kristnes gave og opgave.

 

Det værste er ikke døden

Vi skal have respekt for døden, andres og vores egen. Men: vi skal ikke have overdrevet respekt. I hvert fald ikke når vi tror på Jesus Kristus, for i fællesskab med ham er der ikke grund til frygte døden, for så er døden bare en god blund inden opstandelsen!

Og midt i coronaens dødsfiksering var det egentlig velgørende at høre om ældre der hellere ville leve kortere og være sammen med deres familie end leve længere uden kontakt til deres pårørende.

 

Eksisterer vi eller lever vi?

Coronaen er anledning til opbrud og forandring.  Eller har vi nok i mad og drikke, underholdning og penge til rejser? Vi rider nok stormen af men fortsætter vi bare som før?  Eller har vi lært noget?

Coronatiden blev anledning til, at vi opdagede vigtige sider ved livet: stilheden, eftertanken, sangen, sammenholdet, omsorgen, hjælpsomheden, det at ringe og høre til hinanden. Lad os fortsætte med det

 

God sommer i glæde over livet og i refleksion over hvad det er at leve inspireret af dette mærkelige forår.

 

Hjertelig hilsen

 

Flemming Baatz Kristensen