BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2009

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Torsdag den 29. januar 2009 kl. 19.30 i Sognehuset: Hebr. 1.

 

Indledning

 

 

 

 

 

 

Hebræerbrevet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I. Forfatter

 

 

II. Adressat

 

 

III. Hvornår er det skrevet

 

 

IV. Hvorfra er det skrevet?

 

 

IV. Indholdsoversigt

 

Indledning: 1,1-4: Se, hvor stor Jesus er!

Første hoveddel: 1,5-4,13: Han er større end alle ting i himlen og på jorden

Anden hoveddel: 4,14-10,18: Jesus - den store ypperstepræst

Tredje hoveddel: 10,19-13,16: Formaninger

Afslutning: 13,17-25: personlige bemærkninger med hilsener og slutønske.

 

Hebr. 1: Se hvem Jesus er! Guds søn er større end Guds engle

 

1,1-4: Se hvem Jesus er!

 

Ingen afsender og adressat, som ellers var normalt ved breve. Direkte på.

Som en prædiken, den græske tekst er én lang sætning omfattende alle fire vers.

Komprimeret form. Læses juledag.

Hvem Jesus er. Sønnens enestående stilling i verden. I dag som dengang. Hvorfor netop Kristus? Hvorfor kan vores stillingtagen til ham have en så afgørende betydning?

Svar: Der er sket noget afgørende i historien med gennemgribende betydning for os alle.

Det sammenlignes med noget, som er sket tidligere: profeterne. ”Fædrene”: typer på, at forfatteren skriver til jødekristne. Men kunne også siges til hedningekristne.

Nu: det sidste og afgørende ord.

Jesus er Guds væsens billede. Væsen = virkelighed, et aftryk, et autentisk billede af den sande Virkelighed.

Hans rolle i frelseshistorien.

 

1,5-14: Jesus større end engle

 

Allerede fremme i 1,4.

Forbindelsen mellem 1,4 og 1,5.

Hvorfor tages det spørgsmål op? På vej tilbage til deres gamle tro, tilbageslag?

Budskab: Jesus er unik. Han kan ikke sammenlignes med englene. Allerede hans navn er langt mere.  Han tænker på ”Sønnen” eller ”Herren”.

Det beviser forfatteren nu med en lang række citater fra GT.

Tre af de salmer (Sl 2, 45, 110), der citeres anså man for at tale om Messias.

Messias står langt over englene, noget som ikke altid var selvfølgeligt for jøderne.

Forfatterens måde at læse GT på: allegori, typologi.

Gud kan gøre engle til vinde eller ildsluer – de er altså foranderlige efter Guds vilje.

Fyldt med citater fra GT i v.5-13.

Pointe: Sønnen over englene: v.5a.v.8. Englene er underlagt Sønnen.

Konklusion i v.14: Alla andre åndsmagter er ikke mere end tjenere.

Men Sønnen har del i Guds eget væsen. han er Gud.

 

Afslutning

 

 

Næste gang: Tirsdag den 21. april kl. 19.30 i Eben Ezer, Brammersgade 4

Vært: Eben Ezer

Hebr. 2: Glid ikke bort fra Jesu befriende indsats

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2009

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Tirsdag den 21. april 2009 kl. 19.30 i Eben Ezer: Hebr 2

 

Indledning

 

 

 

Tilbageblik

 

 

 

 

 

 

Indholdsoversigt

 

Indledning: 1,1-4: Se, hvor stor Jesus er!

Første hoveddel: 1,5-4,13: Han er større end alle ting i himlen og på jorden

Anden hoveddel: 4,14-10,18: Jesus - den store ypperstepræst

Tredje hoveddel: 10,19-13,16: Formaninger

Afslutning: 13,17-25: personlige bemærkninger med hilsener og slutønske.

 

Hebr 2: Glid ikke bort fra Jesu befriende indsats

 

 

v.1-4: Formaning og tilskyndelse

 

v.1: Fordi Jesus har den betydning, han har, derfor må vi …

Ikke glide tilbage: man glider ligeså stille, men sikkert. Glidebanen frem for en markant og klar beslutning. Når man ikke er opmærksom, men bliver sat og doven og sløv og er uopmærksom …

v.2: GT talt af engle (jf. ApG 7,53; Gal 3,19)

v.2-4: Stigning fra det mindre til det større, fra GT til NT, fra loven til evangeliet.

 

v.5-18: Det er nødvendigt at Jesus fornedres og den er en del af hans herlighed

 

Måske tager forfatteren dette op, fordi læserne er anfægtet over Jesu lidelse. Hvorfor skulle han lide sådan? Hvorfor skulle han ydmyges? Er han så ikke en ringe Gud og er GTs Gud ikke meget stærkere og derfor er det bedre at gå tilbage til GT?

Er det noget, vi kan være anfægtet over? Jesu svaghed, den måde han lod sig ydmyge på. Mangler Gud styrke? Gud virker passiv og inaktiv. Kristendommen virker svag.

I disse vers begrunder forfatteren, hvorfor de ikke skal være anfægtede og frustrerede og viser os hvorfor Jesus måtte fornedres og hvor stort og godt det er for os.

 

v.5-8: Jesus og englene igen (jf. kap. 1).

Den kommende verden = Guds rige.

Ikke underlagt engle, men mennesket Jesus.

Vises ud fra Sl 8,5-7 (NB: LXX). Handler egentlig om os mennesker, men Hebr udlægger det om mennesket Jesus.

Tolkningsprincip: Der er mere i teksterne, flere lag, bibelske dybder. Allegorisk tolkning.

Altså: Efter GT skulle Guds søn blive menneske og en tid ringere end englene.

Alt er lagt ind under Jesus.

Vi ser det dog ikke endnu.

 

v.9-10: Jesu fornedrelses vej.

En kort tid ringere end englene (siges her igen, for anden gang)

Den korsfæstede og den herliggjorte.

Underlagt under den ophøjede Jesus.

v.9b: Fornedrelsens/ophøjelsens positive sigte

v.10: ”ved hvem alle ting er til” normalt om Jesus (Joh 1,3.10; 1 Kor 8,6; Kol 1,16-17; også Hebr 1,2), men her altså Gud/Skaberen.

”Banebryder” = høvding, anfører, vejviser, en som åbner vejen for andre.

 

v.11-13: Jesus solidaritet med os.

Han kalder os brødre. Ikke kønsbetegnelse eller tale om nogen indskrænkning. De er brødre fordi de er ét med deres Broder (jf. Gal 3,28).

Vises ud fra Sl 22,23 og Es 8,17f (LXX). Forfatteren lader Jesus tage disse ord i sin mund.

 

v.14-18. Han fik del i vort liv, fik kød og blod som os. Hvorfor skulle han det?

v.15: Jesu mål med at blive menneske og komme her.

v. 16. Ikke engle, men os mennesker. Han blev ikke en engel, men menneske! Han tager sig ikke af engle (de tager sig af ham gennem hjælp og lovprisning, jf. Matt 4,11; Luk 22,43; Åb 15,1-4), men af mennesker.

”Abrahams efterkommere” (Es 41,8): mennesker som ved troen regnes som Abrahams børn (Rom 4; Gal 3,23-29).

Ypperstepræsten: det store tema i brevet (4,14-10,18)

For at sone vore synder.

Hjælpen nu, når vi fristes. (jf. 4,15)

 

Sammenfatning

Forfatteren har vist sine læsere, at det langt fra var en fejltagelse, at Guds søn blev menneske og led. Tværtimod:

 

1. Det var i overensstemmelse med Skriften (v.5-9)

2. Det var et nødvendigt led i Guds frelsesplan (v.10)

3. Han måtte have del i menneskers kød og blod (v.11-14)

4. Inkarnationen var nødvendig for at han kunne blive ypperstepræsten (v.15-18)

5. Nu kan han vise os medlidenhed (v.18)

 

Ham skal vi ikke glide bort fra, men i stedet give agt på ham og hans betydning (v.1-4)!

 

 

Næste gang: Mandag den 25. maj kl. 19.30 i Sognehuset

Vært: Mandagsfællesskabet

Hebr. 3,1-4,13: Jesus er større end Moses. Hvilen til Guds folk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2009

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Mandag den 25. maj 2009 kl. 19.30 i Sognehuset: Hebr 3,1-4,13

 

Indledning

 

Tilbageblik og sammenhæng

 

undervisning om Jesus og formaning.

Hvor ligger vægten?

13,22.

4,14

positivt formuleret som opmuntring: 4,14-16; 10,19-25

negativt formuleret som advarsel mod frafaldets konsekvenser: 2,1-4; 3,7-19; 5,11-6,8  

et egentligt formaningsafsnit: 10,19-13,16

 

Hebr 3,1-4,13

 

3,1-6: Jesus større end Moses. Munder ud i: Hold fast ved frimodigheden.

3,7-19: fortsætter med en advarsel mod at blive som ørkentidens Israel. Står som modbillede til frimodigheden

4,1-13: men Israels fald i ørkenen bliver samtidig udgangspunkt for en forjættelse til det nye gudsfolk: en sabbathvile forestår, er endnu ikke opfyldt.

Kristi betydning

Troens vigtighed. Troen i hjertet som tillid til Jesus og holde fast ved Ham

Advarsel og frimodighed

 

3,1-6: Moses og Jesus

 

v.1: ”Derfor”.

”Hellige brødre” (jf. 2,12). ”Hellige” = ikke moralsk fuldkomne, men ”udsondret af Gud”, beslaglagt af Gud.

Ny formaning/tilskyndelse/opfordring/opmuntring/trøst/advarsel/tilrettevisning

 

v.2: Det himmelske kald: Nedslaget fra Gud, da de kom til tro og blev døbt, hvor de fik del i Guds rige.

Det er deres virkelighed.

Derfor skal de ”se hen til” Jesus (jf. 4,14; 12,2)

Jesus vor bekendelses apostel: Ikke normalt at kalde Jesus for apostel, men pointen kender vi: Han er sendt fra Gud og taler på Hans vegne: Joh 17,18.

Jesus vor bekendelses ypperstepræst: Han har som vor ypperstepræst bragt sig selv som offer. Det har skabt frelse = bekendelsens indhold.

 

v.3-5: Moses og Jesus.

En sammenligning mellem de to

For jøderne var Moses den største der havde levet. Han var tro i Guds hus (4 Mos 12,7). Heb: Men Jesus er større!

Moses var kun tjener. Han tjente med fremtiden for øje.

Jesus er Sønnen, leder huset.

 

v.6. Vi er hans hus / slægt, optaget i det.

Et vigtigt ”dersom”/hvis, en betingelse, en nødvendighed: troens nødvendighed.

Udfoldes hvad det nærmere er:

At holde fast det vi har fået. Jf. Hebræerbrevets kendte definition af tro: 11,1

Indholdet af det vi har fået:

Frimodighed. Pointen er egentlig ikke det følelsesmæssige, men en fast grund som er anledning til frimodighed.

Stolthed.

Håb.

Egentlig: ”Håbets stolthed”

 

Pointe: ”Den sejrsvisse, i modstandernes øjne overmodige glæde og tryghed, som evangeliet skænker” (Bo Giertz). Hvilens grund.

Den skal der holdes fast ved. Det er vigtigt.

Ellers mangler vi hvilen, når vi ikke hvilen, men kommer ud i frafald: 3,7-4,13.

 

 

3,7-19: Advarsel mod vantro

 

Nu følger en ny formaning som en konsekvens af det vi netop har hørt.

Jesus er det større og vigtigere. Det gælder om at lytte til ham og ikke forhærde sit hjerte.

Sl 95 (LXX) trækkes frem.

Masse og Meriba omskrives i LXX efter den betydning navnene havde (2 Mos 17,7)

Heb har læst teksten sådan, at den går på alle de 40 år, folket er i ørkenen i stedet for det tidspunkt, hvor Gud blev vred på folket, men det betyder jo ikke det store.

 

Guds folk på vandring for at komme ind til hvilen. Sådan dengang. Sådan også nu med os. En ørkenvandring med farer.  Det er let at komme til at længes tilbage til Ægyptens kødgryder. Det advarer Heb nu mod.

 

v.12: Det vantro hjerte.

Det er ondt – for det skaber afstand til Kristus, det tager ikke imod Hans sejr til os, det ærer Ham ikke.

Det kan tage magten i os.

Det er vejen til frafald.

 

Advarsel. Se til, at det ikke sker.

 

v.13. Hent hjælp hos hinanden.

”I dag” – temaet: jf. flere gange her i teksten; Luk 4,21. ”I dag er nådens tid” (DDS 592: skrevet over Heb 3,12-15)

Hvad vantro er: gøre oprør, synde, være ulydig.

Hvad der står på spil: Modvirke forhærdelsen som syndens bedrag kan lede os ind i.

 

v.14: det vi skal holde fast i. Jf. 3,6

 

I begyndelsen og nu. Jf. Åb 2,5

 

v.15-19: De vantro kom ikke ind.

Forfatteren tænker igen det hele sammen til alle fyrre år.

Hans fem retoriske spørgsmål. Hans stilmiddel.

Tragedien: Netop dem, der var blevet befriet fra slaveriet i Ægypten, var samlede om Moses og havde set Guds mægtige gerninger, kom ikke ind til hvilen!

Skal samme tragedie ske med os?

 

Konklusion: ”altså ” (v. 19): troens nødvendighed. Nødvendigt at høre i tro, så det går ind i os, når vi lytter

 

4,1-11: Hvilen

 

Vi kan altså lære af det gamle Israel. Et advarselens tegn (jf. 1 Kor 10,6.11). Man kan komme for sent. Eneste vej til at komme ind til hvilen er troen.

Det er afgørende at troen tilegner sig Guds ord i hjertet. Derfor skal vi lytte til Kristi ord, bekendelsen, håbets ord. Derfor skal vi tage det med indad i hjertet på det dybeste sted. Eneste middel mod frafald.

 

Hvilen.

I første omgang: komme ind i det forjættede land efter vandringen i ørkenen. ved Nebo bjerg: se ind i hvilens land…

Men der må også være ment noget andet, for Josua førte dem alligevel ikke ind til hvilen.

For ellers havde Gud ikke senere gennem David gentaget sit løfte (v.7). ”Gennem David” I LXX ikke den hebraiske bibel.

Pointen her og gældende for al forkyndelse: ”Så længe ordet lyder og siger sit ” i dag” gælder stadigt dets løfter” (Bo Giertz).

Hvilen har at gøre med Guds hvile som i skabelsesberetningen.

Hvordan er mon Guds hvile? Lad os meditere lidt med Bo Giertz: Guds evige fred, trygheden i en verden, hvor alt er som det skal være, en verden uden uro og frygt, uden jag og stress, uden farer og skuffelser. Den har været der siden verdens begyndelse.

Det var dybest set den Gud ville føre folket ind i, men den gang svigtede folket. Det som sabbatten i jødisk og kristen forstand udtrykker. Derfor udtrykket ”sabbatshvilen”.

Men løftet står stadig fast. Nu gælder det for alvor for os.  

 

 Den kommende sabbatshvile er at dele Guds egen hvile med al dens skønhed og tryghed. Hvile fra vore gerninger.

At hvile fra vore gerninger.

Nu: på hviledagen, fra gerningerne som frelsesvej

Engang: den kommende sabbatshvile i Guds rige, hvor Guds hvile efter skabelsen fornyes som en større hvile fra alle gerninger…

 

Vi skal nå hvilen.

Opfordring. være ivrige efter at tilegne os tilliden til Kristus.

 

4,12-13: Guds levende ord

 

Forfatteren har nu ladet Skriften tale.

Nu minder han om, hvad der er det særlige ved dette ord og som skiller det fra alle andre ord.

 

Et levende ord. Gud taler og handler gennem det. Kræver og trøster, dømmer og oprejser.

 

Ordets egen kraft og myndighed. Myndighed: Jf. Matt 7,29. Brænde som en ild. Slå som en hammer. Føde nyt liv.

 

Et skarptslebet sværd. Blotlægger og afslører. Også det i vort indre, vi slet ikke anede fandtes. Det afslører det inderste i os og fælder dom over det.

 

Ordet har med Gud at gøre. Alt ligger blottet og udbredt for øjnene af Ham.

 

Det ord kan vi ikke stille os på siden af os og bare se for at danne os en mening om det.
I Ordet er det Gud selv som ser på os.

 

Derfor:

 

Igen anden mulighed for redning end Kristus, som er Guds ord (1,1-4). Derfor er troen så nødvendig som det eneste der kan redde os fra syndens bedrag (3,12) og lade os hvile i frimodighed, stolthed, håb (3,6)

 

 

Næste gang: Mandag den 31. august kl. 19.30 i Sognehuset

Vært: Mandagsfællesskabet

Hebr. 4,14-5,10: Jesus er vor ypperstepræst

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2009

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Mandag den 31. august 2009 kl. 19.30 i Sognehuset: Hebr 4,14-5,10

 

Indledning

 

Tilbageblik og sammenhæng

 

 

 

 

 

 

 

Hebr 4,14-5,10: Jesus er vor ypperstepræst

 

Tilbageblik: 3,1

Stort indskud (3,2-4,13) danner baggrund for brevets store hovedtema: Jesus gerning som vor store ypperstepræst.

Allerede i den gamle pagt måtte ypperstepræsten Aron stå ved siden af Moses. Moses med loven. Aron med offeret.

Guds ords krav er skarpere i den nye pagt, se bjergprædiken (Matt 5-7) og Hebr 4,12-13.

Derfor: Hvordan skal vi komme over den kløft mellem Gud og os, som Guds dømmende ord stiller os overfor?

Svaret kommer i 4,14-16

 

4,14-16

 

En sammenfatning med tanke på nu at sætte fokus på brevets store og centrale tema: Jesus som ypperstepræst. Ikke blot til information, men for at styrke dem i bekendelsen til Jesus som ypperstepræsten (v.14b.16)

 

Mønster:

Et faktum: Vi har en ypperstepræst. 

Opfordring

Begrundelse

Opfordring igen.

 

v.14:

Jesus som den sidste og fuldkomne ypperstepræst.

De kristne har fået ham givet. De har ham!

Op gennem himlene. Der er han nu den evige ypperstepræst. Nævnes ofte i Hebr: 6,20; 7,23-26; 8,1; 9,11; 10,12).

Svarer til hvad ypperstepræsten gjorde på den store forsoningsdag: gik ind i det allerhelligste med blodet fra et offerdyr (3 Mos 16). Sådan går Jesus op gennem himlene og ind foran Guds trone med sit eget blod. Det udfoldes yderligere i 9,11ff

Svarer til hvad vi tidligere har hørt: Han satte på sig på Guds højre side.

 

Intet skiller Ham fra Gud i ophøjelsen. Men heller ikke fra os (v.15)

 

v.15:

 

I forlængelse af 2,17f og tages op igen i 5,7-10.

 

Jesu medfølelse. Han lider med os. Hans med-lidenhed skal tages meget bogstaveligt: Han har virkelig lidt med os og for os.

 

Han er fristet i alle ting (!): Går ikke kun på Jesu fristelse i ørkenen (Matt 4,1-11), men hele Hans jordiske liv var en række af fristelser (Luk 4,13; 22,28)

 

Har delt vore kår i alt blot med den undtagelse at han forblev uden synd. Derfor er hans kongetrone nu en nådens trone. NB: En trone og så nåde!

Jesu offer og forbøn gør Guds trone til en nådens trone og ikke en domstol.

 

v.16:

 

Både hans fristelser og hans syndfrihed giver os frimodighed til at vende os til Gud i hans navn.

Gælder i alle fristelser og anfægtelser som en kraftig opmuntring til frimodighed i bønnen. 

I brevets sammenhæng: en hjælp til en menighed, der fristes til modløshed pga. begyndende lidelser for troens skyld (10,35; 12,4).

 

Med frimodighed: frit mod, åbenhed, frit rum, frihed, dristighed, tryghed, forventning. Gå ind i det nye og tilegne os det.

 

I rette tid: når den bedst behøves, også når det ser mest håbløst ud. Det er denne tro vi bekender os til. Den bekendelse skal vi holde fast ved – også og netop ved at vove at gå frem til nådens trone.

 

5,1-6: Jesus er større end Aron og hans slægt.

 

Ikke ”præst” som sognepræst, men offerpræst.

Ypperstepræsten skal frembære ofre, gaver (ublodige), ofre (blodige)

Ypperstepræsten skulle være af Arons slægt (v.4): 2 Mos 28,1; 3 Mos 8; 4 Mos 16-18

Det var Jesus ikke, han var lægmand af Juda stamme. Hvordan kunne han så være ypperstepræst? Jesus opfyldte Guds krav på ypperstepræsten, selv om han ikke var på Arons vis, men på Melkisedeks vis og han var indsats af Gud (v.5-6).

 

v.1-4: Tilbageblik og fordybelse ud fra det læserne kendte og var fortrolige med.

Ypperstepræsten skulle være et menneske. (Altså måtte Guds søn blive menneske).

Skelne mellem synder begået med vilje og af vanvare: Udtalt i GT: 3 Mos 4,2; 4,13; 5,15; 4 Mos 15,27-31. Ligger også bag: Hebr 10,26.

Jesus som ypperstepræst er uden synd og derfor meget større end Aron.

 

Dernæst skulle ypperstepræsten være rettelig kaldet. Det var de ypperstepræster som fungerede efter at Antiokus Epifanes havde afsat den lovlige ypperstepræst, dog ikke. Herefter blev ypperstepræstens embede besat af skiftende verdslige magthavere med tilhørende intriger og magtkampe. Det voldte fromme jøder megen sorg og lå bl.a. bag skabelsen af qumranmenigheden.

 

På to måder fremstår Jesus som den fuldkomne og rette ypperstepræst.

Dels opfylder Han GTs billede af ypperstepræsten.

Dels kommer der nu igen en rigtig, ja en helt rigtig ypperstepræst til forskel fra dem der var ypperstepræster på Jesu tid og indtil år 70.

 

v.5-6. Overføres på Kristus.

Gud gjorde ham til ypperstepræst.

Forfatteren anvender Sl 2,7 og 110.

Det har han gjort før: Sl 2,7: 1,5 og Sl 110: 1,13 (jf. 2,8; 10,12f)

Nu bliver det brugt til at vise, at Jesus er den store ypperstepræst:

Søn. Sl 2,7

Noget nyt: Sl 110, vers 4!:

Præst for evigt (!) og på Melkisedeks vis (!). Den gådefulde skikkelse fra GT. Han er konge og præst i én person (1 Mos 14,18-20; Hebr 7,17.21). Mere om det i kap. 7.

Forventninger om en kongelig Messias og en præstelig Messias. Jesus er begge dele i forening.

 

v.7-10:
Ypperstepræsten repræsenterede folket, var selv taget af det, var et menneske. Derfor måtte Kristus, Guds søn, også blive menneske.

Vi har hørt om hans fristelse (2,17f), nu: om angst og bøn. Forfatteren tænker sikkert på Getsemane, men kan også have korset og andre lejligheder i tankerne (Joh 12,27).

Ordvalget ser ud til at være inspireret fra klagesalmerne i GT f.eks. Sl 22 og 116.

 

Han blev bønhørt for sin gudsfrygt.

Hvordan blev han bønhørt? Ikke ved at han blev fri for døden! Men han blev fri for dødsangsten, blev ét med sin fars vilje. Og hans død førte ophøjelsen med sig. I både Hebr og hos Johannes er korset og døden led i ophøjelsen og holdes sammen med opstandelsen, himmelfarten og tronbestigelsen.

 

Vejen til denne bønhørelse: Hans gudsfrygt: Han havde større respekt for sin far end for alt andet.

 

Perspektiv her på vort syn på hvad bønhørelse er.

 

v.8.

Han var søn.

Han måtte lære lydighed af det han led, netop som Guds søn. Paradoksalt.

Men Guds søn var blevet menneske og han blev igen og igen kvalificeret som det han var, og levede dermed vort liv på vore vegne som den nye Adam, sejrende Adam, hvor vi er den gamle, tabende Adam (Matt 4,1-11; Rom 5,12-21; 1 Kor 15,42-49).

 

v.9

Ad den vej nåede han målet, egentlig: fuldendelsen. Hele Jesu liv ledte til ophøjelsen.

Hans fuldkommelse, jf. 2,10; Fil 2,6f..

 

Han blev årsag eller ophavsmand til evig frelse. Nu kan menneskene frelses evigt.

Hvem der evigt bliver frelst: dem, der adlyder Ham: = 4,14.16; Joh 3,36: tro = lydighed; Jf. Hebr. 12,2: Jesus er troens banebryder og fuldender.

 

v.10:

Hebr giver tanken i Fil 2 en særlig udformning: Kristus er også blevet vor ypperstepræst.

På Melkisedeks vis.

 

Før forfatteren giver os en udførlig skildring af hans høje og vigtige gerning som ypperstepræst i 7,1-10,18, afleverer han først et formaningsord til sine umodne læsere. De balancerer på randen af en afgrund: 5,11-6,20.

 

 

Næste gang: Tirsdag den 27. oktober kl. 19.30 i Eben Ezer, Brammersgade 4.

Vært: Eben Ezer

Hebr 5,11-6,20: Sløvhed i menigheden. Løfte til Abraham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2009

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Tirsdag den 27. oktober 2009 kl. 19.30 i Eben Ezer, Brammersgade 4: Hebr 5,11-6,20

 

Indledning

 

Tilbageblik

 

·        anden hoveddel: 4,14-10,18: Jesus - den store ypperstepræst

 

 

·        sidste gang: tog vi hul på dette tema: 4,14-5,10

 

 

 

5,11-6,20: Sløvhed i menigheden. Løfte til Abraham.

 

 

5,11-6,12: Sløvhed i menigheden.

 

v.11: Hebr har meget sige om Jesus ypperstepræst, men det er svært at forklare – p.g.a. deres sløvhed til at høre. Man kan blive dårlig til at høre. Pointen. Talen om Jesus som ypperstepræst er ikke svært at forstå, men på grund af deres åndelige sløve tilstand er de dårlige til at lytte og forstå.

En ret streng bedømmelse, forfatteren her giver af sine læsere. Det ser ud til at stå dårligere til her end det så ud til i kap 3-4.

 

De er standset i deres åndelige vækst. Det kan man altså. Som om der er noget galt med hensyn til åndelige modenhed.

De er blevet på barnestadiet. Jf. ’barnetroen’ som kan rumme gode elementer, men også kan være udtryk for en standsning i troens vækst og blive en stor åndelig fare, særligt når man forsvarer sig med sin barnetro over for en dybere, mere voksen tro som man ikke vil befatte sig med. Overvej: Den tro, der ikke vokser, dør!

 

v.12-13: En udvikling er standset.

Mælkebilledet bruges også i 1 Kor 3,1-3: Samme billede, der er problemet dog mere korinternes uetiske levevis, her i Hebr går det mere på umodenhed over for modenhed i troen.

Sund og usund føde: 13,9; Ef 4,13-14

”Retfærdighed”: kan gå på at et barn ikke kan skelne mellem ret og uret, men måske kan det også gå den dybere retfærdighed i Guds rige. Den sidste forståelse passer nok bedst med v.14.

 

v.14: udfordring til at blive voksne.

 

Der er en tid til, tid til at være barn, 1 Kor 13,11: aflægge det barnagtige… modningsproces, fordybelse, vækst, åndelig vækst.

Nuance: Skride fremad ved til stadighed at begynde forfra.

 

6,1-2: Det grundlæggende.

Seks stykker fra datidens grundlæggende kristendomsundervisning i forbindelse med overgangen til kristendommen ved dåben:

Omvendelse fra døde gerninger.

Tro på Gud.

Dåb (flertal). ikke fordi der er flere slags kristen dåb, der er kun ”én dåb til syndernes forladelse” (den nikænske trosbekendelse; Ef 4,5)

Håndspålæggelse.

Dødes opstandelse.

Evig dom.

 

Er disse punkter specielt kristne?

Jødedom og kristendom ligger hvad disse punkter angår tæt op af hinanden.

Og dog: Det særligt kristne har også adresse til jøder (jf. Rom 2).

Nogle. Afsnittet her viser, at der tales til hedningekristne (jf. Rom 1).

Men afsnittet kan fint forstås inden for rammen ag budskab rettet til kristne med en jødisk baggrund. .

 

Ikke gå videre med børnelærdommen nu, måske fordi han vil på et andet tidspunkt (jf. 13,19.23)

Trods læsernes åndelige umodenhed vælger han paradoksalt nok her alligevel at gå videre med det, det, der hører til de voksnes stade: Læren om Jesus som ypperstepræst, det han er i færd med at udvikle på dette tidspunkt i brevet.

 

v.3: ”Hvis Gud giver lov”, for det handler om omvendelse. Ikke kun viden. Ikke tro og åndelig erkendelse uden omvendelse. Ellers lærer man det aldrig.

Årsagen til, at det ikke giver mening på ny at lægge grundvolden fremgår af v.4-8:

 

v.4-8: Den frafaldnes umulige omvendelse.

Fare, advarsel. Stærkere advarsel end hidtil.

 

v.4-6: Der findes et frafald som er endegyldigt og som man ikke kan omvende sig fra.

Fem forskellige velsignelser.

Det alvorlige i frafaldet: på ny at korsfæste Kristus. En spot mod korset og nåden og det Gud har gjort til vor frelse.

 

Nogle har forstået disse vers som gående på ethvert frafald. 

Disse vers var med til at true brevets plads i kanon i oldkirken og gjorde også Luther kritisk over for, at det skulle være med i det nye testamente.

Disse vers kunne bruges over for folk, man mente var faldet fra, og som nu gerne ville tilbage, men som visse retninger sagde nej til: en streng praksis over for dem, der havde fornægtet Kristus under forfølgelserne. Den milde holdning sejrede efterhånden.

 

Men det er ikke nødvendigt at forstå versene sådan.

Pointen er ikke almindelige syndefald, hvor en kristen synder med vilje, men går mere på, at en kristen bevidst i en proces mere og mere vælger mørket og elsker det, vil ikke vandre i lyset og til sidst elsker man mørket så meget at man umuligt kan vælge lyset igen.

Altså på linje med Matt 12,31-32, 1 Joh 1,5-2,2; 3,4-10; 5,16-17.

 

Denne tolkning både af at det ikke siges, at de frafaldne ikke må have lov til at komme tilbage og af den omgivende sammenhæng: de positive ord i 9-12 og opmuntringen til udholdenhed v.13-20. Det samme viser 4,1.15 også.

Konklusion: Der er tale om en meget stærk advarsel og ikke mere.

 

v.7-8: Illustration til det, forfatteren vil sige: et billede fra naturen.

Regnen falder på marken, men marken er ikke i stand til at suge regnen op i sig. Billedet understeger det umulige i at omvende sig, når man virkelig er frafalden og ikke blot en svag kristen, som snubler i synd men stadig søger Kristus.

At bære god frugt i Hebr: bevare den frimodige tillid til Kristus

 

v.9-10: Et tillidsfuldt og mildnende ’dog’: Tillid til menigheden. Ros til dem.

Omslag fra strenghed til hjertevarme.

”I kære” eller ”I elskede”: første og eneste gang i brevet. Paulus og Johannes bruger det ofte (Rom 12,19; 1 Kor 15,58; 1 Joh 2,18; 3,7)

Begrundelse for dette ’dog’: v.10.

 

v.11-12: Det, de mangler, trods de opmuntrende ord og gode ord i v.9-10.

Ønske om åndelig udvikling.

v.11b: jf. 4,14-16, hele brevets drive.

v.12: jf. 12,1-3

v.12: Iveren har en funktion i troen: at overvinde sløvheden.

5,11: sløve med hensyn til at lytte. Her: sløvhed i forhold til håbet, hvor håbet mister sin storhed, så de bliver slappe og ligegyldige over for det.

 

Hvordan bevare det stærke håb, når det trækker ud med at arve (i forbindelse med Jesu komme) og man har kun har et løfte som modsiges af det vi kan se og umiddelbart erfare? Svar: Se på Abrahams tro og tålmodighed!

 

6,13-20: Løfte til Abraham.

 

v.13: Abraham drages ind som eksempel og model. Til efterfølgelse.

”For”: knytter til ved Guds løfte om håbet i v.12

 

Om Abraham i NT: De troendes far (Maria er siden blev kaldt ’de troendes mor’): Rom 4; Gal 3; Hebr 11,17-19 (men skal også ses i hele kapitlets store sammenhæng).

 

Udgangspunkt. Guds løfte (1 Mos 22,16-17), så: Abrahams tålmodighed.

 

v. 15: Abraham fik hvad Gud havde lovet ham. Jf. dog 11,19. Nøgle: 11,13-16

Guds ed. Egentlig står der, at Gud trådte ind imellem med sin ed. Gud trådte altså selv ind mellem sit løfte og dem, løftet var givet til og dermed er der givet højeste garanti for at løftet er sandt og umuligt kan rokkes.

 

Gud lyver virkelig ikke: dobbelt sikring.

”Sikker trøst”.

Stærk og tillidsvækkende tale. Så sikkert er det, så sandt er det.

 

v.19-20: Håbets forankring inde hos Kristus i himlen…

 

Billedet ar ankeret: håbets anker. Ankerets funktion: det, der kan holde skibet sikkert og fast.

Billedet af templet spiller med.

Ekstremt stærkt understreget. Guds løfte holder i den grad!

 

Jesus som ”forløber”: jf. 2,10: frelsens banebryder og 12,2: Jesus som troens banebryder.

 

v.20: For tredje gang udtrykket: ”ypperstepræst på Melkisedeks vis” (også: 4,6.10).

Meningen er ikke med v.20b at sige, at Jesus først blev ypperstepræst, da han gik ind i himlen. Det er omvendt forfatterens pointe at sige: netop som evig ypperstepræst går han derind

 

Mening med 6,12-20: styrke håbet og dermed at modvirke sløvheden svarende til indholdet i 4,14-16

 

Herefter kan Hebr fortsætte sin redegørelse om ypperstepræsten. kap. 7. Den stærkeste trøst: Ypperstepræst på Melkisedeks vis og nu kan vi hvile i det i 7,1-10,18 uden at blive afbrudt af formaninger!

 

Næste gang: Torsdag den 26. november kl. 19.30 i Sognehuset

Vært: Midtvejsfolket

Hebr 7: En præst af en anden slags med en bedre pagt

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2009

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Torsdag den 26. november 2009 kl. 19.30 i Sognehuset: Hebr 7

 

Indledning

 

Tilbageblik

 

 

7,1-28: En præst af en anden slags med en bedre pagt

 

Nemlig end GT og ypperstepræsten på Jesu tid og (måske) på læsernes tid, hvis, afhængig af brevets datering, før eller efter 70.

 

Den fjerde udvikling af Hebr’ s undervisning om Jesus:

Jesus er Guds søn (kap 1)

Jesus er ypperstepræst (2,17)

Jesus både søn og ypperstepræst (5,5-10) (kap 1 og 2 sat sammen)

Nu i kap 7: Jesus ypperstepræst på Melkisedeks vis

 

7,1-10: Melkisedek over Aron

 

v.1: Denne Melkisedek: 1 Mos 14,17-20; Sl 110,4 er de to steder i GT, vi hører om denne mystiske skikkelse som bliver model og type for Kristus, fordi han både var konge og præst i én person.

Jesus var af Juda stamme. Hele kapitel 7 er på en måde en stor udlægning af de to skriftsteder.

 

v.1-3: Det særlige ved denne Melkisedek. Intet om Melkisedeks stamtavle, noget man ellers gik meget op i den semitiske kultur (jf. Matt 1,1-17; Luk 3,23-38)

v.3: Pointen med ham i vor sammenhæng: billede på Guds søn og forbliver præst bestandig.

Melkisedek er ligestillet med Guds søn, men ikke omvendt. Guds Søn er der først, før både Abraham og Melkisedek.

 

v.4. Et udbrud: se dog (!) hvor stor han er.

Melkisedek sammenlignes med Abraham, Aron og Levis sønner!

Han velsigner dem og er ikke engang af den lovbefalede præsteslægt!

Da Abraham bøjede sig for Melkisedek og gav ham tiende, var Levi og dermed præsteskabet med i denne akt. Jøderne var så at sige til stede i deres stamfars krop den dag.

Hebræerbrevets grundskud mod forherligelsen af det levitiske præstedømme.

Det skaber plads for Jesus som eneste men tilstrækkelige vej til Gud.

 

7,11-19: det gamle præstedømmes utilstrækkelighed og uduelighed

 

Dermed følger en total nyordning af vores forhold til Gud: Loven ophæves som frelsesvej i og med, at det levitiske præstedømme afskaffes.

 

Kendt sag: Jesus var ikke af Arons slægt og Levi stamme, som loven kræver. Jesus var af Juda stamme, fordi han var født af jomfru Maria (Matt 1,1-17; Luk 3,23-38).

 

Forargelse for jøder, anfægtelse for bibelkyndige kristne. Men Gud er Gud. Gud har frit ophævet sin egen midlertidige lov og givet os det, vi trænger til: en præst af en helt anden slags.

Gud sætter sit gamle bud og lov ud af kraft og giver os noget bedre.

 

Opgør med loven.

Hos Paulus: mod gerningsretfærdigheden.

I Hebr: mod kultretfærdigheden.

 

v.11: Arons og lovens vej.

Og så alligevel brug for en anden.

v.12. Sammenhængen mellem præstedømmet og loven.

Loven som det ringere, håbet som det større (v.19)

 

7,20-28: det nye præstedømme overgår langt det gamle præstedømme

 

v.20: Med ed. Og uden ed. Jf. 6,16: edens opgave: sætte enhver indvending, usikkerhed og tvivl på plads. Den ed, som Gud har knytter til det nye præstedømme.

Jesus som præst efter Melkisedeks vis skal være til trøst og gavn for os som kristne: Jesu gerning som ypperstepræst kan aldrig ophæves af den måde vi er på er på eller erstattes af noget større og bedre, sådan som det var tilfældet var med den gamle pagts præstedømme og anordninger.

 

”Bedre” og ”pagt” er vigtige nøgleord i Hebr

Alt i den nye pagt er bedre. Ordet ’bedre’ figurer hele tiden, når de to pagter sammenlignes.

Ordet ”pagt” for første gang her i v.22, derefter et hovedord i brevet.

Hvad en pagt er: regulering af et forhold, så ufred og uklarhed forsvinder.

Den nye pagt er sikrere end den gamle, fordi den nye har Guds ed, der ikke kan brydes, over sig.

 

Dernæst: Vi har en bedre mellemmand: Jesus, Guds Søn jf. 1 Tim 2,5.

Jesus er kautionist og garant for pagten med sit blod.

 Alt det gør, at der nu kan drages en slutning: ”Derfor (!) kan han helt og fuldt frelse…” (v.25).

 

Jesus som forbeder: Jf. Rom 8,34: ses der som højdepunktet af hans gerning!

”Ved sin forbøn frier han os fra alt det, som vil hindre os i at blive ved med at komme til Gud” (Johannes Pedersen).

 

Forgængeligt og uforgængeligt præstedømme.

Det uforgængelige giver frelse.

v.26-28: Han passer for os! Den ypperstepræst vi har brug for.

Hvordan han gør det.

Hellig. Ophøjet. Syndfri.

 

v.27: Lille unøjagtighed: Ikke ”hver dag”, men kun én gang om året. Hebr ved det udmærket (9,7.25). Han tænker måske på det daglige afgrødeoffer, som dog ikke var et syndoffer, men han opnår dermed, at få stillet alle ofre op mod det ene offer som alene kan frelse os helt og fuldt.

 

Nu: Forfatterens mål: at vise os vor store ypperstepræst i den store himmelske helligdom. Om det i kap 8.

 

 

Torsdag den 11. februar 2010 kl. 19.30 i Sognehuset

Vært: Midtvejsfolket.

Hebr 8: Den nye præstetjeneste og den nye pagt som afskaffer den gamle

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2010

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Torsdag den 11. februar 2010 kl. 19.30 i Sognehuset: Hebr 8

 

Indledning

 

 

 

Hebr 8: Den nye præstetjeneste og den nye pagt som afskaffer den gamle

 

v.1-6: Jesus som ypperstepræst i himlen

 

v. 1-3: Hovedsagen. Hans tjeneste nu i himlen på højre side af Guds trone. Den himmelske ypperstepræst.

Jesus er liturg i himlen. Der foregår nu en himmelsk gudstjeneste. Parallelt med vores gudstjeneste på jorden. Luk øjnene og se ind i den himmelske gudstjeneste…

 

Hans placering i himlen: 1,3; 4,14; 12,2

Jesus gør sit offer, bragt én gang for alle (7,27), gældende i himlen for Gud.

Til gavn for os: Hebr 9,24

Han beder for os: 7,24-25; Rom 8,34;

Han minder Faderen om vore kår: 4,15; 2,17-18

Han taler vores sag: 1 Joh 2,1

Jesu forbøn mens han var på jorden. Luk 22,31; Joh 17 (som i øvrigt senere er blevet kaldt ”Jesu ypperstepræstelige bøn”)

 

v.4-5: Sammenligning med det jordiske tempels præstetjeneste.

Det er ringere end det himmelske.

Det er vores jordiske gudstjeneste også, men dog mere præget af den nye himmelske virkelighed end før Jesus kom: ”Men nu…” (v.6)

 

v.6: den langt højere tjeneste.

Stigningen. Fra det ringere til det bedre.

Der er sket noget på Guds frelseshistories tidslinje…

 

v.7-13: Løftet om den nye pagt indebærer at den gamle pagt er forældet

 

v.7: Den gamle pagt var at dadle, den var ikke god nok, ikke tilstrækkeligt god til det, mennesket har brug for og er i vital behov af.

v.8. Hvordan den gamle pagt bliver dadlet: ved at en ny pagt introduceres. (v.13)

 

v.8-12: = Jer 31,31-34 (Hebr 10,16-17): En bedre pagt

Fra gammel til ny pagt.

Fra gammel, forældet til nyt og blivende.

 

En bedre pagt

Jer 31 opfyldes i den nye pagt.

Det nye liv i den nye pagt: Jesu gerning og dens forlængelse ind i vore liv ved Helligånden.

Den gamle pagt er afskaffet og gælder ikke mere.

 

Det som loven ikke kan.

Men som evangeliet kan.

Loven og evangeliet. Hvad lever vi under?

 

I en sum: 9,14

 

Næste gang: Tirsdag den 13. april kl. 19.30 i (NB!) sognehuset

Vært: (NB!) Midtvejsfolket

Hebr 9: Den gamle pagts præstetjeneste og Kristi offertjeneste i den nye pagt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2010

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Tirsdag den 13. april 2010 kl. 19.30 i Sognehuset: Hebr 9

 

Tilbageblik

 

·        Hvorfor tog det så lang tid fra syndefaldet til Jesus, hvorfor denne lange ’omvej’ gennem det gamle testamente med Israel og ofrene…?

 

 

 

Det korte svar er: Ting tager tid. Menneskeheden skulle forberedes til frelserens komme.

 

Frelsen kunne ikke komme med det samme. Vi ved vel alle af egen erfaring at vreden over en uret falmer med tiden. Jeg blev for eksempel engang meget dårligt behandlet af en bestemt person og der gik lang tid før jeg kom til et punkt, hvor jeg overhovedet havde kræfter til så meget som overveje at tilgive ham.

 

Syndefaldet var ikke bare noget som Adam og Eva kom til og med det samme fortrød. Det tog tid og endnu i dag har vi meget svært med at glemme hvad vi gjorde.

 

(Noget i logikken halter her, men jeg tror du forstår) 

 

Tiden før syndfloden, viser hvad der sker med en verden uden Gud. Hvor mennesket selv bestemmer. Satan får magten og verden rådner og ondskaben vokser. Syndfloden var nødvendig for at verden skulle bringes til et punkt, hvor Gud kunne begynde forfra med at forme mennesket og indlede frelsen.

 

Gud udvælger Abraham og skaber Israel for at skabe et folk og en skole for mennesket, således at mennesket kunne bringes til sit højdepunkt gennem fromhed og længsel efter Gud indenfor den israelitiske tro og gudstjeneste. Hele pointen med hele Israels historie er, ifølge mig, at der skulle komme et punkt, hvor en ung jødisk pige - formet af den israelitiske fromhed og de hellige skrifter og under inspiration fra Helligånden og af sin egen længsel efter Gud - skulle kunne sige et åbent og frit ja til Guds frelse - til at blive moder til Kristus.

 

Den lange omvej var nødvendig fordi mennesket efter oprøret i Eden skulle bringes til et punkt, hvor det ville åbne sig helt for Guds nåde, således at Jesus kunne undfanges og Guds endelige frelses åbenbares i Gud-mennesket Jesus.

Håber at dette er noget af et svar

 

 

Jeg har ikke noget svar på dit spørgsmål.

 

Frelserens komme skete "i tidens fylde", siger Paulus (Gal 4,4). Og kun Gud kunne se, hvornår tidens mål var fyldt ud i en sådan grad, at frelseren nu kunne træde frem i inkarneret skikkelse. Hvordan kan det være, at profeterne havde forudset og forudbeskrevet Jesu komme og frelse gennem mange generationer – og alligevel går der næsten 500 år efter, at den sidste profet havde lagt pennen til side (Malakias omkr., 470 f.Kr.), inden englen Gabriel blev sendt til en ung pige i Nazareth? Hvorfor denne lange, lange periode uden åbenbaring fra Gud?

 

Har det noget at gøre med, at lovens tid endnu ikke var til ende? Israel havde nok fået Guds lov, da de i sin tid stod ved Sinajbjergets fod, og da de stod over for at skulle vandre ind i det lovede land. Men loven blev først gjort til et folkeanliggende på Ezras tid 1000 år senere, da hele folket i Jerusalem erklærede at ville følge Guds lov og lade dens regler være gældende (Neh 8). Loven skulle have lov at virke en rum tid, inden han, som skulle opfylde loven, skulle komme. Jeg tænker her på Gal 3 og dens udsagn om, at loven havde sin tid, inden Kristus kom (Gal 3,24).. Loven havde endnu ikke haft sin tid. Den havde endnu ikke fået lov at virke i Guds folk.

 

Paulus' ord i Gal 4,4 antyder, at Kristus kom i rette tid, ikke for sent og ikke i sidste øjeblik. Men netop blev sendt til verden på det rette tidspunkt.

 

Gud tøver med at lade sin elskede søn komme til verden for anden gang, fordi han vil, at så mange som muligt skal frelses (2 Pet 3,8-9). Han alene kender tidspunktet. Ikke engang sønnen gør det – i hvert fald ikke, da han vandrede på jorden (Matt 24,36). Faderen har i sin visdom fastsat, hvornår tiden er inde til at Menneskesønnen kan træde frem synligt for alle.

 

På samme måde havde Gud alene overblikket over, hvornår forberedelsens tid var afsluttet. Han alene havde fastsat det gunstige øjeblik.

 

Som du ser og mærker, har jeg ikke noget svar – kun nogle famlende tanker.

 

 

 

Det siger for mig noget om, at historien altså ikke er en ligegyldig kulisse for Gud.  Han skaber ikke på et øjeblik, men ved at tingene folder sig ud. Også efter syndefaldet - og det endelige ”sammenbrud” med syndflod og Babelstårn - fortsætter han frem mod det mål, han engang har sat. Men nu på en anden måde, nemlig ved at udvælge en slægt og et folk, for igennem den at lade sin egen søn blive menneske og gør det afgørende, for at fuldbyrdelsen kunne komme, nemlig bære straffen for menneskets synd.

 

Jeg tror faktisk, at oldkirkens fædre ville kunne sige noget i den retning. For dem var der forskel på paradis og fuldendelse. Paradiset var ikke det endelige, men kun begyndelsen. Historien og dens udvikling lå i Guds plan. Det svarer til hans lange tilløb, når det gælder universet.

 

 

Indledning

 

 

 

9,1-28: Den gamle pagts præstetjeneste og Kristi offertjeneste i den nye pagt

 

Overblik:
Det foreløbige / forberedelsen / baggrund i den gamle pagts offergudstjeneste i v.1-10 og Kristi offertjeneste i den nye pagt i v.11-28.

Pointe: Kristi større og dybere tjeneste som afskaffer den gamle tjeneste og giver meget mere: renser vores samvittighed, så vi kan tjene den levende Gud (v.14)

 

v.1-5: Konkret beskrivelse af den jordiske helligdom

 

Underligt, at der tales om tabernaklet og ikke om templet, til trods for at templet i 1000 år havde været midtpunkt for Israels gudstjeneste. Hvorfor? Kritik af tempeltjenesten ligesom i Qumran? Eller går forfatteren blot tilbage til udgangspunktet og det principielle og mener, at når han taler om tabernaklet ligger deri implicit også templets gudstjeneste.

 

Mærkeligt, at mannakrukken og Arons stav er placeret i arken (v.4), selv om 1 Kong 8,9 udtrykkeligt siger, at der kun var de to stentavler.. Det kan skyldes at forfatteren har udlagt 2 Mos 16,34 lidt friere.

 

Mærkeligt også, at det gyldne røgelsesalter ses som en del af det allerhelligste, selv om det faktisk stod i det hellige. Måske er det blot for yderligere at understrege røgelsesalterets betydning.

 

v.6-10: den daglige offerkult og forsoningsdagens ritual. Kun midlertidig ordning

 

v.7: soningen gælder kun uvidenhedssynder (5,2; 10,26), dem, der er begået ufrivilligt og ikke dem, der er begået ”med løftet hånd”, altså i bevidst trods.

Det er for lidt og ikke ”godt nok”!

 

v.8-10: forhængets tid og hvad der dermed er sagt.

Den nye tid: Matt 27,51; Hebr 10,19-20

 

v.11-14: Jesu gerning som modstykke til den gamle pagts offerkult

 

Brevets hovedtanke i kort form. Jf. 4,11-14.

 

v.11. Men Kristus … de goder, som NU er blevet til.

 

Tre stigninger:

1) ind i selve himlen

2) med sit eget blod

3) større resultat

 

”Det større og fuldkomnere telt” = himlen (jf. v.24). Golgata er indgangen til himlen. Jesu offers frembærelse er ikke kun korset, men også opstandelsen, himmelfarten, Jesus ved Guds højre hånd og hans forbøn for os.

 

v.13: 3 Mos 16 og 4 Mos 19

Samvittigheden renses ikke ved en rød kvies aske, men ved Jesu blod

 

Den rensede samvittighed.

Fra døde gerninger

Til at tjene den levende Gud.

 

Den frie samvittigheds betydning for at kunne tjene den levende Gud.

Motivet.

Hvorfor gøre noget for Gud og andre mennesker?

Ikke for at opnå noget hos Gud, men udelukkende for at gøre godt.

 

v.15-22: Jesus som formidler af en ny og bedre pagt

 

Arv efter testamente/pagt.

Bagudrettet og fremadrettet

Døden er nødvendig for at arven kan udbetales / testamentet indfries.

 

Blodets betydning. Blodreglen i GT: 3 Mos 17,11.

 

Pointe: må renses ved bedre ofre end disse: v.23.

 

v.23-28: Hovedbudskabet i Jesu himmelske offertjeneste

 

Tre modsætningsforhold:

1) Kristus ikke i den jordiske helligdom, men i den himmelske

2) Han gjorde det ikke mange gange, men én gang

3) Han frembar ikke fremmed blod, men sit eget

 

Kristi større gerning.

 

Gentagelser? Udfoldelser? Igen og igen, forskellig vinkling.

Jf. hos Johannes: ebbe og flod. Den velsignede gentagelse.

 

Afslutning

 

 

Mandag den 3. maj kl. 19.30 i Sognehuset

Vært: Mandagsfællesskabet

Hebr 10: Kristi offer én gang for alle og formaninger til frimodighed og udholdenhed

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2010

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Mandag den 3. maj 2010 kl. 19.30 i Sognehuset: Hebr 10

 

Tilbageblik

 

·        Uvidenhedssynder og bevidste synder i GT

 

 

I Hebr 9,7 står, at ypperstepræsten på den store forsoningsdag alene frembar offeret ”for sine egne og folkets uvidenhedssynder”.

 

Hvad gjorde man så i den gamle pagt med de bevidste synder? Jf. David og Natan og Sl. 103,3. Hvordan kom man til rette med menneskets skyld i den gamle pagt?

 

Et svar:

”Uvidenhedssynder” betyder ikke de synder, man begår uden selv at vide af det; det er helt tydeligt overalt i GT (og NT), at også de synder, man begik velvidende, at de var synd, kan finde tilgivelse, hvis de bagefter bekendes som synd. David har ikke været uvidende om, at det var galt at bedrive hor og begå mord; Peter har ikke været uvidende om, at det var forkert at fornægte Kristus. Var der kun tilgivelse for den UBEVIDSTE synd, havde det jo også været ude med os alle sammen; det sker vel sjældent, at vi først bagefter opdager, at hovsa, det var da vist ikke i orden. Ikke, at synden begået med kynisk beregning så er ufarlig; faren er jo netop, at jo mere kynisk man har kalkuleret med, at ”jeg kan jo altid bagefter bede om tilgivelse”, jo vanskeligere er det jo netop bagefter at bede om tilgivelse. Men gør man det, gælder forsoningen og tilgivelsen også dette.

Derfor er præciseringen ”folkets uvidenhedssynder” vel blot en anden måde at sige det på, som både GT og NT siger samstemmende overalt: at FORHÆRDELSEN – den sammenbidte nægtelse af at bekende og bekæmpe synden – ikke finder tilgivelse. Det er blot en anden måde at sige på, at den vantro, der ikke kommer til Gud i bøn om tilgivelse, heller ikke finder tilgivelse. Uvidenhedssynder er de synder, man falder i – modsat de synder, man begår ”med vilje”, dvs. forhærdet og i vantro.

 

Ypperstepræsten skulle sone sine egne synder og folkets uvidenhedssynder. De bevidste synder sones med andre offer (se 3 Mos 1-9), som den enkelte skulle bringe frem. På denne måde blev både bevidste og ubevidste synder lagt frem for Herren (bekendt) samlet set én gang om året, netop på det tidspunkt (Den store Forsoningsdag), hvor der blev fældet ”dom” – altså om man var indskrevet i livets bog eller ej. Kun den uden synd (bevidste såvel som ubevidste) kunne bestå. Det nye og bedre er, at vi i Kristus har bragt et offer én gang for alle for både ubevidste og bevidste synder. I Ham skelnes der ikke, når det gælder offeret.

 

Altså: Der er tilgivelse for alle slags synder, men ikke for den gennemførte forhærdelse, hverken i GT eller NT. Jf. aftenens tekst: Hebr 10,26-31

 

 

Indledning

 

 

10,1-39: Kristi offer én gang for alle og formaninger til frimodighed og udholdenhed

 

v.1-18: Kristi offer én gang for alle

 

Pointen nu: ”ét eneste offer” (v.14) contra de mange forgæves ofringer i GT.

 

v.1-4: Gentagelse og utilstrækkelighed.

 

Nu loven en skygge af de kommende goder. I 8,5: den jordiske helligdom som var en skygge i forhold til den himmelske helligdom.

Jf. Paulus i Kol 2,17. Hebræerbrevets pointe: ikke spiseforskrifter og særlige hellige dage, men forskrifter om præstedømme og offerkult er skyggen..

 

Skygge er et forbillede som peger fremad mod den fulde opfyldelse som skyggen ikke selv er.

 

Blod og dyreofre kan aldrig borttage synder: Jf. kultkritikken i GT: Sl 51,18; Matt 5,23; 9,13; 13,7; Hos 6,6.

 

Dyreofrene er til for at minde om synden og tilgivelsen ved at forberede folket på det ene offer, Jesus. Dyreofrene var en pædagogisk og midlertidig ordning, som blev afskaffet da det ene offer blev bragt.

 

v.5-10: Gud ønsker ikke dyreofre.

 

Citat fra Sl 40,7-9. I kap. 7 var det det Sl 110,4 som satte det levitiske præstedømme ud af kraft. I kap. 8 var det Jer 31,31-34 der ophævede den gamle pagt. Her i kap. 10 er det kultkritikken som slår fast, at Gud aldrig har ønsket noget dyreoffer.

Pointe: Modsætningen mellem de kultiske ofre, som Gud egentlig ikke ønsker, og Kristus, som er kommet for at gøre det, Gud virkelig ønsker, nemlig at ofre sig selv én gang for alle.

 

v.5 og v.10: legeme og Jesu Kristi legeme. Står ikke i vores oversættelse af GTs hebraiske tekst. Hebr bruger her den græske oversættelse af GT: Septuaginta (LXX)

v.7: I GT er der skrevet om Kristus. Passer godt til Hebræerbrevets tankegang.

 

Konklusion: Det første ophæves for at sætte det andet i kraft.

 

v.11-18: Det ene offer.

 

v.12: Et eneste eviggyldigt offer.

Igen Jesus ved Guds højre hånd. Her pointerer forfatteren ikke hans himmelske tjeneste for os, hvor han evigt gør sit offer gældende og beder for os, som han ellers har gjort tidligere i brevet, men nu pointerer han noget særligt ved Jesus ved Guds højre hånd: han venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder: S1 110,1; Hebr 1,3

 

NB: Jesus sidder nu, Han står ikke. Indikerer hvile og sejr efter kamp. Se dog ApG 7,55, da Stefanus så Jesus stå ved Guds højre side.

 

v.14-18: målet er nået i den nye tid.

Pointen i brugen af Jer 31,31-34. Ikke som i 8,7-13 afskaffelsen af den gamle pagt, men her beskrivelsen af det særlige ved den nye pagt.

 

v.19-39: Formaninger til frimodighed og udholdenhed.

 

Et formaningsafsnit.

Hvad formaning er og ikke er.

Ikke gardinprædiken, ikke moralisme, men med evangeliet som fortegn at tilskynde til at tilegne sig evangeliet i livets praksis. Undervisning og formaning. Læren og livet. Gaven og opgaven. Indikativ og imperativ.  ”Vær det, I er”. ”I er i Kristus. Lev i Kristus”

Jf. Paulus i flere af hans breve:

Formaninger undervejs gennem Hebræerbrevet. bl.a.:  2,1-4; 3,12f; 4,1.14; 5,11-6,20. Han stopper dem ind på steder, han finder vigtige.

Men nu et særligt formaningafsnit.

Typisk for Hebr at fokusere netop på frimodighed og udholdenhed.

 

v.19-25: Formaning til frimodigt at træde frem for Gud

 

Afsnittet minder meget om 4,14-16

 

v.19. basis for opfordringen og frimodigheden. Linket mellem det foregående og tilegnelsen af den nye virkelighed. Evangeliet om Guds gave er baggrund for og kraften bag formaningen.

 

v.19: NB: ”Brødre”

Ny og levende vej. Jf. Joh 14,6

Forhænget: Matt 27,51

 

v.22: frimodighedens udtryk.

 

v.23-25: Sammenhæng mellem livet i håbet, livet som kristen i omsorg for andre (jf. modsætningen i 3,12) og deltagelse i menighedens liv.

Gå i kirke og lev med i menigheden for at ikke at miste håbet, men blive fastholdt i det og leve i håbets dimension.

 

v.22-24: tro, håb, kærlighed. Jf.1 Kor 13,13; Kol 1,4-4; 1 Thess 1,3

 

v.26-31: Frafaldets mulighed

 

Kontroversielt sted, umuligheden af den anden bod, af omvendelse efter dåben, en vis kritik over for Hebræerbrevets plads i kanon af denne grund. Men det skal læses og forstås rigtigt, så opdager vi, at stedet hænger sammen med hvad Bibelen lærer om disse ting.  Jf. Matt 12,31f; Hebr 6,4-6

 

Sammenhængen mellem v.25 og v.26: forsømmelse over for menighedens fællesskab kan føre til frafald.

 

At synde med vilje:

Vi synder ’med vilje’, det ved Hebr: 2,17; 4,15. Jesus er død for alle synder. Jesu offer har eviggyldig karakter (10,15-18).

Går alene på det gennemførte frafald. Afvises Kristus, er frafaldet til stede. Ligesom i Matt 12,31f; Hebr 6,4-6.

 

Kun i Kristus er der frelse.

Slutning fra det mindre til det større på en særlig måde: Hvordan skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om en sådan frelse?

 

v.30-31: Guds dom over den, der har kendt Kristus og vender sig fra Ham i frafald.

To citater fra Moses sang i 5 Mos 32,35-36. ”Gud ville ikke acceptere den hån mod hans søn, mod hans ånd og i sidste ende mod ham selv, som frafaldet indebærer. Gud vil straffe dem, der på en sådan måde træder hans søn under fod” (Poul Ivan Madsen).

 

Træde under fode: i en semitisk sammenhæng den værste form for foragt, man overhovedet kan vise: Es 26,5f; Mika 7,10; Mal 3,21

 

”Den levende Gud” (brugt første hang i 3,12 også i forbindelse med talen om frafald). ”Den levende Gud” i Hebr: først og fremmest om den hellige og retfærdige Gud, der dømmer og straffer menneskers oprør og frafald.

 

Guds kommende dom som frygtindgydende: Matt. 10,28; Luk 12,5

 

v.32-39: Vær udholdende i trængslerne

 

Dog: trods v.26-31 tillid til læserne (ligesom i 6,9, hvor han også viser tillid til dem i en lignende sammenhæng)

 

Henvisning til deres erfaringer.

Hvilken forfølgelse? 12,4: det har endnu ikke kostet blod. Muligvis spontant opstået modstand.

 

v. 36: Udholdenhedens nødvendighed af to grunde: for at gøre Guds vilje og for at modtage hvad Gud har lovet.

 

To citater: Es 26,20; Hab 2,3-4

 

Nærforventning i Hebr som hos Paulus (1 Thess 4; 1 Kor 7).

 

Habakkukstedet i Hebr: ikke tro og gerninger som hos Paulus, men i sammenhæng med vantro og frafald. Hvis den kristne holder ud i tro og frimodighed (= at tro), skal han leve. Gør han ikke det, kommer han uden for nådens rum og mister dermed Guds velbehag.

 

v. 39: Tillid og overbevisning. Udtryk for det kristne fællesskab.

 

Behov: Den tro der holder sig til Guds ord og løfter.

Dermed er linjen lagt til kapitel 11: det store troskapitel i Hebr og Bibelen.

 

Næste gang: Tirsdag den 7. september kl. 19.30 i Eben Ezer, Brammersgade 4

Vært: Eben Ezer

Hebr 11: Et stort kapitel om troen i det gamle testamente

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2010

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

 

Tirsdag den 7. september kl. 19.00 i Eben Ezer: Hebr 11

 

 

Tilbageblik

 

 

Indledning

 

 

Sammenhæng:

 

 

 

11,1-40: Et stort kapitel om troen i det gamle testamente

 

1 Kor 13: Kærlighedens højsang. 1 Kor 15: håbets højsang. Hebr 11: troens højsang.

 

11,1-3: Hvad tro er

.

Hos Paulus: tro og trosretfærdighed. I Hebr: til forsagte kristne for at styrke dem (12,12)

Det, der ikke ses: dels fordi vi ikke ser Jesus (kap 1-10) dels: alle tings begyndelse ved skabelsen.

 

v.1: En definition af troen.

Kan vel siges af alle.

Tro som noget subjektivt, personligt og dermed usikkert? ”Vi håber, men vi er ikke sikre…)

Pointen: er mere: ”Troen borger for virkeligheden af det, vi håber på. Det giver vished om det, vi ikke ser” (Bo Giertz oversættelse). Egentligt står der: ”Troen er virkeligheden i det man håber på. Den er beviset for noget, man ikke ser”.

 

At tro betyder derfor at leve sit liv her og nu overbevist om, at Gud i fremtiden helt og fuldt vil opfylde sine løfter om frelse, også selv om vi nu ikke kan se eller erfare denne opfyldelse.

 

Håbets betydning: jf. 6,18-20

 

v.2: Gud er fædrenes Gud. ”De gamle” (1,1: ”fædrene”), deres tros-historie fra urhistorien til ind i makkabæertiden (omkring 170 f.Kr.).

Stoffet har forfatteren dels fra den græske oversættelse af det gamle testamente og dels fra senjødiske helligskrifter som vi ikke har i Bibelen.

 

v.3: Den konkrete verden er skabt af Gud.

Gud skaber ved sit personlige ord og vil derfor verden.

Videnskabens plads.

Men uden tro på skaberen kan vi ikke forstå verden og os selv.

 

Troen og skabelsen:

Skabt ved Guds Ord: det vil sige: tilværelsen er fra begyndelsen indrettet på, at den skal leves i tro.

Troen kan ikke blot defineres på en enkel måde, den må også beskrives i menneskers liv med Gud. Det er det, der sker i dette kapitel om troens vidner:

 

11,4-7: Trosvidner fra urhistorien.

 

Både urkirken og jøderne elskede sådanne opremsninger: Jf. Stefanus i ApG 7 og Paulus i ApG 13

 

Urhistoriens trosvidner. I 1 Mos 1-11 siges der intet om deres tro, kun om, hvordan de bekendte deres tro i handling.

 

Abel bekendte sin tro i en offerhandling. Det første offer til Gud bragt af mennesker.

”Herren tog imod Abels offergave” (1 Mos 4,4), altså må han have haft tro (på grund af det, der står i Hebr 11,6). Gud fandt troen bag ved Abels offer. Abel købte ikke Guds velbehag ved sit offer/gerning, men han troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed.

 

Abel taler efter sin død:

 

Enok: Mærkelig person.1 Henoksbog. Jud 14. 1 Mos 5,24: ”Han vandrede med Gud” = tro i Hebr.

Septuagintaversionen: Enok behagede Gud, i den hebraiske bibel: Enok vandrede med Gud.

 

v.6: ”Uden tro er det umuligt at behage ham”:

Tro er mere end blot at holde noget for sandt. At tro er at træde frem for Gud, og den, der gør det i tillid til Gud, er inde under Guds velbehag og i fællesskab med kærlighedens Gud. Den, der ikke kommer til Ham med tillid, er død for Gud. Troen er det levende bånd mellem Gud og mennesker.

Tro er at høre Guds ord og tage ham på ordet. Vantro er ikke at ville høre Guds ord og ikke ville leve i tålmodig tro.

 

Lønnen: jf. 10,35. Den udeblevne løn var et problem for de kristne, som Hebr skrives til. Pointe: Løn er ikke fortjeneste, men nåde og opmuntring til at holde ud i fast tillid til det, man håber på. GTs folk er et forbillede for os i at vente på lønnen i troens udholdenhed.

 

v.7: Noas vandring med Gud (1 Mos 6,9)  Den bragte ham i modsætning til samtiden.

Noas tro fremstår som en udstilling af samtidens vantro og dom over den.

Noa byggede arken i tro til Guds ord og løfte. Vi har også en sådan ark: Kirken med dåben (1 Pet 3,20f)

Han blev dermed arving til tros-retfærdigheden, ikke som hos Paulus, men her: en retfærdig livsvandring (10,38; 11,4). En sådan livsholdning som har Guds velbehag er umulig uden tro.

 

11,8-16: Patriarkernes tro

 

Abraham: 6,13-20; Rom 4 og Hebr 11.

 

Abrahams tro. Abraham kaldes for fader til alle troende (Rom 4), Maria de troendes mor. Forbilleder på tro. Vi kan lære det af dem. Modeller og inspiratorer.

 

Tro er lydighed (Rom 1,5). Han hørte kaldet og gik i lydighed, troens respons. Kraften til at gå fik han i troen  som fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.

 

Abraham troede uden at se. Hans tro var fremsprunget af Virkeligheden, Gud selv.

 

Patriarkerne boede i telte, ikke i faste huse: de ventede på opfyldelsen. Alt ses ud fra den nye pagt og læsernes situation.

 

Fra det jordiske til det himmelske Jerusalem i både GT og NT.

 

Sara nævnes blandt trosvidnerne, til trods for, at vi i 1 Mos ellers kun hører hendes tvivl, latter og løgn. Men forfatteren tænker: Hun må have haft tro, siden hun blev stammoder. Og: erfaring, den levende tro kæmper altid med tvivl og synd.

 

Lønnen (v.12) for deres tro mod håb med håb (Rom 4,18)

 

Abraham lærte, hvad det vil sige at vandre i tro alene. Fremmede og udlændinge: gælder i GT og NT og os.

 

v.16: Gud skammer sig ikke ved at kaldes Gud: Henvisning til 2 Mos 3,6 (jf. Matt 22,32); Jf. også Hebr 2,11: Jesus skammer sig ikke ved at kalde os brødre.

 

11,17-31: Fra Moria til Rahab

 

Abrahams store tillid til Guds løfte gør ham rede til at ofre det eneste synlige tegn på løftets opfyldelse. Isak: Et forbillede på tro.

 

Og er dermed også et forbillede på Kristi offer og opstandelse.

 

v.17. Isak kaldes den eneste søn, ligesom Jesus er den eneste/enbårne søn (Joh 3,16)

 

v.19. Gøre det umulige muligt: Mark  10,27; Rom 4,17

 

v.21:

1 Mos 47,31: ”Så bøjede Israel sig i bøn over hovedgærdet på sin seng” er i Septuaginta blevet til ”han bøjede sig i bøn over grebet på sin stav”: et skønt billede af en halt mand på vandring, som lægger sin vandringsstav ned i tilbedelse og tro på det, der skal komme. Det bliver for læserne og os en inspiration til at holde ud helt til enden i tro. Troen får denne fremadrettede karakter af håb.

 

v.22.

Også Josefs tro har håbskarakter.

 

v.23-28.

 

Moses – den anden store trosskikkelse. Jf. 3,1-6

 

Gud tager initiativet til udfrielsen af Ægypten, men det sker alligevel ved tro, når vi tænker på hans forældre og på Moses eget valg.  

 

v.26: ”Kristi forhånelse”. Kristus var med i GTs hændelser v(jf. 1 Kor 10,4). Alt pegede frem mod Ham og hans rige, selv når GTs folk ikke forstod det.

 

v.27: Det Hebr vil sige ved hjælp af Moses og troens folk i GT:

Troen ser den Usynlige: et fortættet udtryk for hele kapitlets tema.

Derfor kan den holde ud, den bærer og brister ikke. Og til sidst får den ret.

Israel blev reddet gennem det røde hav og egypterne gik under uden tro. Det vil forfatteren sige til de trætte kristne.

 

Gud – den usynlige: grundlæggende i NT: Kol 1,15; 1 Tim 1,17; Rom 1,20

 

v.28: Moses trosskridt kan fint sammenlignes med Noas i v.7.

 

v.29-30: Folkets handling i tro til Guds under.

 

Det omvandrede folks tro nævnes ikke, det var ikke der tro deres prægede folket, men i 3,7-4,13 omtales folkets vantro.

 

v.31: Skøgen Rahab som troens menneske. Hun troede på løftet ligesom patriarkerne.

Om Rahab i øvrigt: Jak 2,25: hendes gode gerning; Matt 1,5: hun fik den ære at blive noteret i Jesu slægtsregister. Hendes gæstfrihed nævnes i 1 Clemensbrev.

Efter jødernes overlevering blev hun gift med Josua.

 

11,32-39: Fra dommertiden til makkabæertiden

 

Tiden vil ikke slå til…

 

v.32-34: Troens sejre og bedrifter.

Dels en henvisning til særlige begivenheder og dels ting som skete igen og igen.

”Stoppede løvers gab”: Samson, David og Daniel.

”slukkede voldsom ild”: de tre mænd i den brændende ovn

”Kvinder fik deres døde igen ved opstandelse”: enken i Sarepta og den fromme kvinde i Sunem.

 

v.35-38: troens kraft til frimodighed og udholdenhed gennem forfølgelse, tortur og martyrdøden.

Denne liste over lidelser, som troende har måttet udstå, er længere end den foregående! Det er tankevækkende og måske sigende.

 

v.39-40: Hvorfor opnåede de ikke at få løftet opfyldt?

Vi skulle med.

Nu er løftet opfyldt.

Og løftet skal opfyldes. Hvorfor er det ikke sket endnu? 2 Pet 3,9

 

’Allerede’ og ’Endnu ikke’ (se illustration)

 

”I den sammenhæng, som det lange vidnesbyrd om fortidens troende er sat i, betyder det: Se, sådan er det også for jer den dag i dag, kære hebræere! I skal ikke miste modet, fordi I ikke ser Guds frelses virkelighed synlig for jer nu. Det gjorde de gamle heller ikke, og de holdt dog ud i tro!” (Allan Graugaard)

 

Næste gang: Mandag den 1. november kl. 19.30 i Sognehuset

Vært: Midtvejsfolket

Hebr 12: Troen i den nye pagt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2010

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Mandag den 1. november kl. 19.00. i Sognehuset: Hebr 12

 

Indledning

 

 

Tilbageblik

 

 

Sammenhæng

 

 

12,1-29: Troen i den nye pagt

 

12,1-.11: Formaning til at være udholdende i trængsler

 

Den store sky af vidner fra GT (og for os afdøde medkristne i den himmelske del af kirken).

Lære udholdenhed af dem, der har troet før os.

 

Det skyldes særligt to forhold:

To ting, der har det med at omklamre os: Byrder og synden.

Det ord, der er oversat ’omklamre’, er et ord som kun findes her i hele den græske litteratur. Meningen: noget, der omklamrer, hæmmer os, generer, bringer os i forlegenhed, besnærer, filtrer os ind i noget, klistrer. Måske er der tænkt på en lang klædning som let kan hæmme os i løbet.

Vi skal frigøre fra dem. Det har vi ansvar for.

 

Og særligt skal vi lære tro af Jesus:

Se på Jesus, det største trosforbillede af alle.

Jesus og troen. Troens banebryder og fuldender. Han begynder og fuldender. Han skaber troen og fører den til målet. Ordet for ’fuldender’ findes ikke noget andet sted i den græske litteratur og er sikkert er ord forfatteren selv har skabt for at udtrykke det, han vil sige.

Se på Jesus, mens vi går og løber, ikke se på omstændighederne. Et billede: Du går med et fyldt glas vand og skal nå hen til et mål. Du spilder mindst hvis du ser på målet, mens du spilder meget, hvis du ser meget på glasset …

Vi skal ikke se på alle problemerne og vore synder, men se på Jesus.

Så holdes vi fast hos Ham og vi ser tingene i lyset fra Ham, både andre personer og problemstillinger.

 

 

Mål: v.3b. Vi skal ikke blive trætte og miste modet. Underforstået: det kan man altså blive, hvis byrder og synd får lov til at omklamre os og vi undlader at se på Jesus og den store sky af vidner, vi har omkring os.

 

Det vi skal: aflægge enhver byrde. Overgive den til Gud, give Ham vore synder, blive frigjort fra dem. Og så: se på Jesus.

Derfor er v.1-3 vigtig og v.4-13!

 

12,4-13: Gud opdrager os.

 

De er inde i en kamp. Dens karakter. Dog ikke blodigt martyrium (endnu).

 

En særlig vinkel at se modgangen under: Gud opdrager os. Opdragelse, opfostring, dannelse af karakter, disciplin. Guds vinkel på modgangen.

 

En overset dimension hos læserne? Og hos os i dag?

 

Ræsonnementet i v.4-13.

Vi er sønner (døtre) af Gud.

Opdragelsen sker fordi Gud elsker os.

Hvad kærlighed er. Begrebet ’hård kærlighed’, hård, fast, kontant kærlighed, men netop kærlighed og ikke hårdhed, kynisme eller ondskab. Jf.  Ef 6,4!

Ingen opdragelse, ikke Guds børn.

Fra det mindre til det større.

v.10: Formål og sammenligning.

v.11: I øjeblikket og bagefter.

 

Når de lider for deres tros skyld, skal de se det som Guds kærlige opdragelse af dem!

Kærlighedens opdragelse.

 

 

12,12-29: Advarsel mod vantro og forhærdelse

 

I lys af opdragelsen: en række implikationer og ting, som opdragelsesperspektivet skal få læserne til særligt at tænke over: v.12-17, ting, som Guds kærlige og faste opdragelse skal føre ind i vore liv, den gode disciplins følger.:

 

v.12: Bøn.

v.13: ansvaret for svage medkristne. Ikke ’forarge’ og lede nogen til fald. Jf. Jud 22-23

v.14: Fred. Jf. Rom 12,18-21.

Hellighed. Gave givet os af Kristus, iklædt Kristi retfærdighed. I er hellige. Så vær da hellig.

v.15: Gå ikke glip af Guds nåde.

Opgør med den skadelige rod og gift

v.16: Esau som advarende eksempel.

En GT person som advarsel i modsætning til de mange troende i kap. 11.

Gå ikke i Esaus fodspor.

Hvorfor kunne Esau ikke omvende sig?
Der kan være tårer, fortrydelse, anger, selv om man er forhærdet.

Man kan angre uden at have troen. Jf. Matt. 25,1-13; Judasskikkelsen.

 

 

12,18-29: Advarsel mod forhærdelse

 

De to bjerge.

Sinaj bjerg og Zions bjerg.  Jf. Gal 4,21-5,1: Sinaj og Jerusalem, trældom og frihed.

Fra loven (v.18-21) til evangeliet (v.24).

Syv led.

 

Bruges til advarsel. Ofte i Hebr til frimodighed (4,14-16; 10,19-25)

Der er tørre ansvar ved at have modtaget evangeliet end ved at have fået loven.

 

Tak og ærbødighed.

Vær klar over at du har med Gud at gøre. Gudsfrygt.

Fra det mindre til det større.

 

Slutningen: Gud som en fortærende ild.

Grundlæggende tanke i GT: 5 Mos 9,3; Es 30,27 og 33,14.

Videreføres i NT, der slås ikke af på den tanke, men den fordybes tværtimod.

 

Sammenfatning.

 

 

Mandag den 6. december kl. 19.00 i Sognehuset

Vært: Mandagsfælleskabet

Hebr 13: Troens liv i menigheden

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2010

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Mandag den 6. december kl. 19.00 i Sognehuset: Hebr 13

 

Indledning

 

Tilbageblik

 

 

”1. Uanset hvordan vi forstår teksterne og udtrykkene, så er der aldrig tale om en brist i Guds kærlighed. Gud er ikke kærlighed på den ene side, og ”ulykkes skaber” på den anden side. Har han bestemt ulykke, har han gjort det i kærlighed og omsorg. Det er også pointen i Hebr 12. Og får vi det sagt sådan, at folk får det indtryk, at så var Gud alligevel knap så kærlig, som de havde håbet, så er det ikke lykkedes os at sige det rigtigt.

 

2. Ulykken er ”Guds fremmede gerning”. Den kan meget vel være hans bestemmelse; men ulykken er et fremmedsprog for Gud; det er fremmed for hans kærlige og milde væsen.

nej, selv når han kuer,

forbarmer han sig i sin store troskab;

det er ikke af hjertet,

han mishandler og kuer mennesker. Klages 3,32f

Det er et nødsprog, han må gribe til, fordi vi lever i syndens og dødens verden. Glæden og helbredelsen er ”Guds egentlige gerning”. I ulykken møder vi den grædende Gud, ikke den kolde og hårde Gud!

 

3. Man kan ikke bruge udtrykket ”ulykkes skaber” som et rent monistisk udtryk, som om Gud dermed stod bag al ulykke og ondskab i verden. Gud har ikke skabt ulykken i dens oprindelse; han skabte ikke Satan eller Adam som faldne og onde. Der kan ske noget i verden, Gud ikke vil – det er dét, islam ikke forstår. Når muslimen siger ”Guds vilje ske”, er det underkastelse og fatalisme; for han tror ikke, at der kan ske andet end Guds vilje – for os er det (i Fadervor) en reel bøn. For vi beder om, at Guds vilje må ske på jorden, ligesom den sker i himmelen; det gør den nemlig ikke altid.

                      I kristendommen har Satan en betydning, islam aldrig vil kunne begribe; i islam er Satan kun Guds tjener og kan ikke gøre andet end det, den Almægtige vil. For almagten er det vigtigste, islam ved om Gud. Men i kristendommen er det kærligheden, der er det vigtigste, vi ved om Gud: Guds svaghed, Guds gråd, til syvende og sidst Guds afmagt.

                      Gud er derfor ikke skaber af al ulykke i dens oprindelse; snarere har han erobret ulykken og lidelsen fra Satan – han har ved Kristi død og opstandelse gjort ham magtesløs, som har dødens magt (Hebr 2,14). Vi kan derfor tro, at Gud kalder sine børn hjem i den time, han har bestemt – det er ikke Satan, der har magt til at tage Guds børns liv bagom ryggen på Gud.

 

4. Når folk reagerer imod udtrykket ”ulykkes skaber”, siger jeg ofte, at det er sandt, at det er skræmmende; men er alternativet ikke langt værre? – at ulykken skulle være bestemt af den onde eller af blind skæbne! Så havde ulykken ikke bare været oplevet som ond og dæmonisk; den havde virkelig også været ond og dæmonisk. Den havde ikke været Guds fremmede gerning, hans omsorgsfulde opdragelse (Hebr 12); den havde ikke ”virket sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28).

 

Og desværre har jeg alt for sent måttet erkende, at ligegyldigt hvor omhyggeligt man forklarer det her, og ligegyldigt hvor omsorgsfuldt man udtrykker det med Guds fremmede gerning, så vil der være nogen, der ikke kan høre det som andet end en Guds ondskab og hårdhed. De har måske et faderbillede med sig, som gør det næsten håbløst at ”redde” den bibelske term for dem.

 

Men samtidig slog det mig for nylig, at når Job raser imod ”Guds grusomheder” (Job 6), så er det vel netop en slags vidnesbyrd om Skriftens sandhed: Hvilket hjemmelavet helligskrift ville nogensinde skildre en troshelt, en from, der skælder Gud ud for at være grusom? – det gør kun et helligskrift, der virkelig er autentisk gudsord.”

 

Og så en artikel han har bragt i Kristeligt Dagblad om lidelsens problem:

 

”Kristendommen er lidt usædvanlig blandt verdens religioner – bl.a. derved, at den ikke har noget teologisk, enkelt svar på lidelsens problem. Og det klassiske ”teodicé”-forsøg på at retfærdiggøre Gud i lidelsen er derfor egentlig mere religionsfilosofi, end det er kristendom.

                      Det kristne svar på lidelsens problem er protest. I hvert fald i første omgang. Selv Gud protesterer imod lidelse og ondskab. Og vi protesterer endda imod Gud, når han lader lidelse ramme os og tilsyneladende ikke hører vores gråd og vores råb. Så skælder vi ham ud og taler (som Job i Jobs Bog 6,4) om ”Guds grusomheder”. Eller (som Jesus i Getsemane have, Matt 26,39) beder ham om, hvis det er muligt, at ændre sin vilje. Først i anden omgang søger vi at finde fred og tillid til Gud i lidelsen.

                      Det kristne syn er hverken monistisk (at der kun er én magt, der står bag alt) eller dualistisk (at verden er en kampplads mellem to evige magter). Det er dynamisk: Der består stadig en reel kamp mellem Gud og Satan; Satan er reelt Guds modstander – og alligevel er Kristus allerede sejrherre i denne kamp.

                      Derfor kan vi finde tekster i Bibelen, der betoner kampen mellem Gud og Satan (det er særligt det Nye Testamente), og vi kan finde tekster, der betoner Guds eneherredømme (det er særligt det Gamle Testamente). Men præcis de to klare yderpunkter, der kunne sætte det på én enkel, forståelig formel: den rene dualisme eller den rene monisme, finder vi aldrig.

                      De to forskellige tragedier, som er anledning til disse artikler, er derfor netop forskellige: Den ene (katastrofen i Pakistan) er en tragedie i verden, hvor der stadig består en kamp mellem Satan og Gud. Der kan ske noget i denne verden, Gud ikke vil. Derfor beder vi i Fadervor om, at Guds vilje må ske på jorden. For den sker ikke altid. Gud har ved syndefaldet givet Satan et vist spillerum i denne verden. Derfor kan Guds søn græde ved en vens grav. Og han kan græde over Guds egen by, fordi de ikke vil det, han vil. Og allermærkeligst: at da Jesus beder i Getsemane, vil Gud Fader og Guds søn hver sit! Og Sønnen beder først imod Faderens vilje; men han bøjer sig og beder om, at Faderens vilje må ske, og ikke hans egen.

                      Den anden tragedie (drukneulykken i Norge) er troende menneskers død, hvor de har levet i tillid til Gud og lagt sit liv i hans hænder. Og den, der har lagt sit liv i Guds hænder, kan vide, at Satan er besejret, og at der kun kan ske mig det, Gud har villet. Her er kampen ikke længere en strid mellem Satan og Gud, men en strid i vores tro. Den er vores kamp for igen at finde tillid til Guds kærlighed. En kamp, der ofte opleves som en brydekamp med Gud (som Jakobs natlige brydekamp med Herren, 1 Mos 32,25ff).

                      Ofte falder de to slags tragedier jo sammen: Den troende og den ikke-troende dør side om side i samme katastrofe. Men mens den troende kan vide, at ”alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28), kan det samme ikke siges om alt, hvad der sker i denne verden. Det er sagt til dem, der har lagt livet i Guds hånd. Det kan ikke uden videre siges om alt, der sker i denne verden. Gud står ikke bag ondskab og had; og der er bestemt meget, der ikke ”virker sammen” til noget som helst godt i denne verden.

                      Også for den troende vil det oftest være en gåde, hvordan i alverden det værste kan ”virke sammen til gode”. Og mange slider sig i stykker på at forsøge at gennemskue det. For tilliden til Guds kærlighed ligger et andet sted.

                      For den største gåde i Guds væsen er, at Gud har fravalgt den absolutte almagt, og har valgt svagheden. Paulus taler faktisk om ”Guds svaghed”: hans kærlighed. Det er den kærlighed, der driver ham til at blive menneske og tage svaghed og dødelighed på sig. For der, hvor han ikke har kunnet fjerne al lidelse fra os, har han valgt at lide med os, græde med os og dø med os.

                      Det vigtigste, vi ved om Gud, er ikke hans almagt. Det er hans kærlighed. Og derfor har utallige kristne, der har måttet brydes med Gud, og som har opgivet at gennemskue hans vilje, alligevel kunnet finde en ny tillid til ham i Kristi ansigt og Kristi kors.

                      Og derfor er vores vigtigste relation til Gud ikke underkastelsen, men troen og tilliden. Vores reaktion på lidelse består ikke i et sammenbidt forsøg på resignation. Vi giver ikke op, men bliver ved med at kæmpe med Gud og med os selv, indtil vi på ny begynder at fatte tillid til ham.

                      Hvorfor har Gud ikke givet os et teologisk, enkelt svar på lidelsens problem? Vel fordi hans væsen ikke kan begribes af noget menneske. Men måske også for at spare lidende, grædende mennesker for det værste af alt: en teologs afklarede, sikre svar, der forstår alt på vore vegne. For det, vi har brug for, er snarere et kæmpende medmenneske, lige så forvirret og fortvivlet som vi selv.”

 

 

Sammenhæng

 

 

 

Hebr. 13,1-25: Troens liv i menigheden

 

”Livet til Guds behag” (overskriften i vores nuværende bibeloversættelse)

 

Ret selvstændig del med formaninger. Jf. Paulus som også ofte slutter sine breve med længere formaningsafsnit.

Dog klare forbindelseslinjer til det øvrige brev.

 

v.1-6: Etiske formaninger til det kristne liv

 

Fire dobbeltformaninger med konkret indhold:

 

Broderkærlighed og gæstfrihed (v.1-2)

Hvorfor denne formaning?

 

Broderkærlighedens betydning: Joh 13,34f; 15,9-17; Rom 12,10; 1 Thess 4,9; 1 Pet 1,22; 2,17; 1 Joh 2,7ff og 4,7ff. Bedre ord: ”Søskendekærlighed”, den kristne menighed som Guds familie (Matt 12,4-650)

”Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller” (Gal 6,10) ”dem, der hjemme i samme tro” (den gamle oversættelse). I iver for at nå andre og være til for andre skal vi ikke glemme vore medkristne.

 

 

Gæstfriheden som et konkret og praktisk udtryk for broderkærligheden:

Dens betydning dengang.

Og i dag.

Inspiration: 1 Mos 18-19; Matt 25,40; Rom 12,13; 1 Pet 4,9

 

Sympati for de fængslede og mishandlede kristne (v.3)

 

Trængte kristne: menigheden i en forfølgelsessituation (10,32ff; 12,3f)

 

Inspiration: Matt 25,36; 1 Kor 12,26; Matt 7,12: empati, indlevelse, medlidenhed, at sætte sig i den andens sted, forbøn.

 

Hold ægteskabet i ære (v.4)

 

Hvorfor tager forfatteren det emne op? Er de kristnes ægteskaber trængt?

 

Inspiration: 1 Mos 1,26-28; 2,4; det sjette bud; Matt 5,27f

 

Ægteskabsbrud = utroskab mod det løfte, man har afgivet til ens ægtefælle.

Utugt (græsk: porneia) = andre former for seksuelle synder som Guds lov forbyder.

 

Guds vrede og dom over ægteskabsbrud. Jf. ”Livet til Guds behag”, Guds gode vilje, sådan ønsker Gud, det skal være.

 

Advarsel mod kærlighed til pengene, opfordring til nøjsomhed (v.5a)

 

Hvorfor tages denne formaning op? Fare for os: pengebegær.

 

Begrundelse for formaningerne (v.5b-6)

 

Guds omsorg. Han vil sørge for os.

Henvisning til: Jos 1,5 og Sl 118,6-7

 

v.6: Opgør med menneskefrygt (jf. 10,32-33).

Menneskefrygt kan kun overvindes ved gudsfrygt og tillid til Gud og Hans løfter.

 

v.7-17: Opfordring til efterfølgelse. Følg med Jesus.

 

v.7: De nu afdøde ledere. Nogle af dem er formodentlig martyrer.

Ledernes opgave og betydning: tjene Jesus og holde os fast hos Ham (v.7-8)

Sammenhængen mellem v.7. og v.8.

 

v.9-11: advarsel mod vranglære opstået ved påvirkning fra jødiske sekter og skriftstudier

Menighedens tendens til at følge vranglæren ved at gå tilbage til den gamle pagt og glemme den nye pagt, som har det eneste, der kan styrke: nåden i Jesus Kristus.

 

v.10: Den kristnes alter er Golgata og dernæst nadveren.

Et brud med den jødiske og hedenske religiøsitet er nødvendig (Jf. 1 Kor 11,26-29)

 

v.12-14: Lide med Kristus.

Jf. 11,25-26

Del i Kristi lidelse og herlighed. Joh 12, Matt 10,25f

 

Uden for lejren: uden for byporten.

 

Forlade den gamle pagts ordning og gå ind i den nye pagts liv.

 

v.15. Den nye forståelse af den kristne menigheds offer.

Takoffer og lovprisning: Hos 14,3

 

v.15-16: Liturgi og diakoni.

 

De ofre Gud har behag i er allerede udfoldet i GT: Es 1,10-17; Mika 6,6-8; Sl 50,8-15; 1 Sam 15,22.

NT drager den fulde konsekvens af det på basis af Jesu fuldkomne offer.

 

Det almindelige præstedømme i den nye pagt: alle kristne.

 

Ledere som hyrder og lærere som kommer fra det almindelige præstedømme og gives til det fra Gud.

 

 

v.18-21: Det personlige forhold mellem forfatter og menighed

 

Forfatteren bedyrer sin gode samvittighed? Hvorfor?

 

Forbønnens betydning: v.18-19. Hvorfor?

 

v.20: Hyrden, jf. ypperstepræsten. Her hyrden, eneste gang i brevet.

Eneste gang at Jesu opstandelse nævnes for sig i brevet. brevet har været optaget af ypperstepræstens sæde ved Guds højre hånd og hans forbøn for os. Forfatteren har set Jesu død, opstandelse, himmelfart og sædet ved Guds højre med forbøn for os som én stor sammenhængende handling.

 

v.22-25: Brevafslutning. Opfordring til at tage godt imod forfatterens formaningstale

 

v.22: brevets karakter: formaningstale.

Tag imod den i bedste mening! Hvorfor denne understregning? Jf. v.18 og 5,11-6,8. Forfatteren kan måske frygte, at de lægger afstand til ham på grund af det, han har skrevet.

 

Et brev, thi et brevs afslutning, men måske dog kun tilføjelse.

 

v.23. Timotheus kender vi fra andre breve, men det, vi læser her. Tyder på at Hebræerbrevet er senere end Paulusbrevene.

 

v.24: ”De fra Italien”: måske en kristen koloni af italienere som er på det sted, hvor forfatteren er. Kan måske tyde på at modtagerne af brevet skal findes i Italien, måske Rom.

 

Nåden i bestemt form!

 

Afslutning

 

 

 

Næste gang: Torsdag den 27. januar 2011 kl. 19.00 i Sognehuset

Vært: Midtvejsfolket.

De ti bud – en indledningsaften om de ti bud i Bibelen, lovens betydning, forholdet mellem loven og evangeliet og meningen med de ti bud.