BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2008

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Tirsdag den 5. februar 2008 kl. 19.30 i Sct. Pauls Sognehus: Nehemias 1-2

 

Indledning

 

 

 

 

 

 

Overblik

 

·        Hvad er Bibelen?

 

1.      Bibelen = bøger

2.      Bibelens titelblad: helligskrift og kanon

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1.      1.Kor. 10,11

2.      GT peger frem mod NT, fuldendes i NT og kan ikke forstås sandt uden NT

3.      NT peger tilbage på GT, gør det nyt og kan ikke forstås uden GT

 

 

Baggrund for Ezra og Nehemias Bøger

 

 

Ezras Bog

 

 

Nehemias Bog

 

·        Kap. 1-7: Genrejsningen af Jerusalems mure. Nehemias en gudfrygtig, energisk og beslutningsdygtig lægmand og politiker. Havde betroet og indflydelsesrig stilling hos perserkongen. Han forlod den i 445/444 f. Kr. For han ville rejse til Jerusalem for at hjælpe sine landsmænd. I årene viste han sit organisationstalent, så murene blev genopbygget.

·        Kap. 8-13: Reformer af det åndelige liv under Ezra og Nehemias. Jerusalem var nu beskyttet. Nu skulle livet i byen og i gudsfolket organiseres. Grundlaget: Guds ord. Folket indgik pagt med Gud, men forlod den som vanligt hurtigt. Navnlig gik det galt, da Nehemias var i Persien (13,6), da måtte profeten Malakias tage fat. Da Nehemias vendte tilbage har de muligvis sammen videreført reformationen.

·        Følger direkte på Ezras bog. På grund af flere ting i bogen er det naturligt at regne Nehemias som forfatter.

·        Begge skrifter dækker tilsammen årene 538-433 f. Kr. Men der er ikke tale om nogen sammenhængende skildring. Kun de vigtigste begivenheder behandles og en del omtales ikke. Der er ikke tale om historieskrivning i egentlig forstand.

 

 

1.      At bygge Guds folk, forberedelse, begyndelse, fortsættelse, fuldendelse

2.      ledelse

3.      en leders liv med Gud, målbevidsthed, handlekraft

4.      modstand og kamp, murske og spyd

5.      det ydre og det indre

 

De seks aftener:

 

1-2: Nehemias vender tilbage

3-6: Murene bygges

7-8: De hjemvendte og loven

9,1-37: Syndsbekendelse og bøn

9,37-10,39: Fornyelse af pagten

11-13: Indvielse, misbrug, reformer

 

Nehemias 1-2: Nehemias vender tilbage

 

Kapitel 1: En Guds mand i Guds time

 

v.1-3: Nehemias hører nyt.

 

Borgen i Susa: perserkongens vinterresidens.

Tidspunkt: kislev måned = december 445 f. Kr. Hanani: sandsynligvis Nehemias bror (7,2).  

Han kommer fra Jerusalem med dårligt nyt.

141 år efter Jerusalems ødelæggelse, er byens mure stadig brudt ned og dermed kan byen ikke forsvares. Ezra. 4,7ff: tidligere forsøg på at genopbygge muren var slået fejl.

Nu ca. 14-15 år efter Ezras tilbagekomst. Sikkert både social og åndelig nød.

 

v.4-11: Reaktion på nøden hos Nehemias: Bøn.

 

I en sum: Vigtige elementer i Guds folks ægte fornyelse ti alle tider.

 

Nehemias er klar over, at han gennem det, han hørt fra Jerusalem har fået et kald til at handle.

Han er klar over, at Artaxerxes tidligere har forbudt byggeriet og derfor ved han, at beder han kongen om tilladelse til at genopføre muren, kan han dermed bringe sig i unåde hos kongen.

Derfor: Bøn om at finde barmhjertighed hos kongen.

Jf. Josef i Egypten. Og Moses. Ofre prestige og god fremtid til fordel for folket. Nehemias kunne jo ikke vide, hvordan det ville gå. Men han er rede til at ofre sin gode position på det.

 

Det vigtigste slag for Jerusalem står i bønnen.

Han beder derfor først og længe. De går fire måneder mellem 1,11 og 2,1.

 

Mundskænk: Høj status, ofte kongens fortrolige (jf. 2. Krøn. 9,4).

Opsyn med vinlageret og skulle smage på vinen inden kongen gjorde, for at kongen ikke skulle drikke giftigt vin og dø af det. 

 

Kapitel 2: Tro i kamp med modstand

 

v.1-6: Kongen giver Nehemias lov til at rejse

 

Nisan måned = marts-april. En ventetid i bøn.

 

Nehemias er mismodig, har sorg i hjertet. Jf. Rom. 9,2-3; 10,1.

Forbudt at møde mismodig over for kongen. Tegn på foragt for ham. Derfor påpeger Nehemias, at han ikke tidligere har set bedrøvet udi tjenesten (v.1) Derfor blev Nehemias også bange (v.3).

Hans bøn var også stor. Den indebar faktisk, at kongen skulle give kontraordne til forbuddet i Ezra 4,19.

Men han er ærlig og beder om tilladelse til at rejse.

Henvisning til fædrenes grave: for altid respekt for dem i Orienten, men også ægte for Nehemias.

Han er klar over, hvad der er hans og folkets opgave og ansvar og parat til at gå ind i en konflikt for det (2,20).

Og ’tillægsbønner’: rapport om hans rejseplaner.

 

v.7-8: Nehemias får fuldmagt fra kongen

 

Nehemias tænker sig om og forbereder sig. Forberedelserne er altid vigtige! Også for os.

Han benytter sig af sin position og viden. Han er ’politiker’. Et forbillede for os.

 

Kongen gav ham lov.

Fordi han var en dygtig og skattet medarbejder ved hoffet.

Men Nehemias ser det som Guds værk: ”fordi min Guds gode hånd var over mig”.

God konge, fordi Gud er god.

 

Kongeligt brev, som de myndige statholdere på den anden side af floden (Eufrat) måtte bøje sig for.

Brevet fra kongen til opsynsmanden over kongens parker, Asaf, ville skaffe Nehemias de materialer, han havde brug for i forbindelse med genopbygningen.

 

v.9-10: Nehemias på vej hjem

 

Fuldmagten fra konge lukker døre op for Nehemias.

Yderligere hjælp fra kongen: befalingsmænd og ryttere.

Men hjerter kan være lukkede. Begyndende modstand mod hans planer.

Horonitten Sanballat: sandsynligvis samaritansk statholder.

Tobija statholder: I Ammon, nu Amman, på den anden side af Jordan set fra Israel. De gik hjælp sydfra fra araberen Geshem (2,19).

 

v.11-20: Nehemias på natlig inspektion på muren

 

 

Dalporten = en port i sydvestre hjørne af Jerusalems mur.

Dragekilden = en kilde nær Jerusalems mure i syd.

Møgporten = port i det sydøstre hjørne af Jerusalems bymur. Jf. Møgporten i dag.

Kildeporten = en port i Jerusalem i nærheden af Siloas dam og kongens haver i byens sydøstlige hjørne

Kongedammen =antagelig en akvedukt som kong Ezekias lavede for at bringe vand fra Gihon til Davids by.

 

 

 

 

 

 

Tirsdag den 29. april kl. 19.30 i Sognehuset:

Vært: Midtvejsfolket

Nehemias 3-6: Murene bygges. Et folk i arbejde. Spot og hån. Murske og spyd. Kamp mod social uret. Ny modgang. Guds hjælp.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2008

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Tirsdag den 29. april kl. 19.30 i Sognehuset: Neh. 3-6.

 

Tilbageblik

 

Det er først, da Nehemias omkr. 445 f.Kr. får personlig opbakning fra den persiske storkonge Artaxerxes I, at det lykkes ham og de andre i Jerusalem at genopføre murene.

 

 

Indledning

 

 

Kap. 1-7: Genrejsningen af Jerusalems mure. Nehemias en gudfrygtig, energisk og beslutningsdygtig lægmand og politiker. Havde betroet og indflydelsesrig stilling hos perserkongen. Han forlod den i 445/444 f. Kr. For han ville rejse til Jerusalem for at hjælpe sine landsmænd. I årene viste han sit organisationstalent, så murene blev genopbygget.

 

 

3,1-32: Murene bygges.

 

 

3,33-4,17: Modstanden mod byggeriet fra fjender

 

v.33-35: Sanballat, Tobija. Raseri, spot, nedgørelse.

v.36: Uformidlet bøn. Præsentation af problemet. Hør!

v.36b-37: Bøn om straf mod fjenderne (åndskamp) >< Jesus: Matt. 5,43-48. Jf. Ap.G. 4,29-31.

v.38: Folket fik mod.

v.1: meget vrede.

v.2: sammensværgelsesplaner, intensiveret modstand

v.3: Modtræk (”men”): Bøn og vagtposter altid (dag og nat) som værn mod modstanden.

v.4: Mismod hos folket. Sikkert et brudstykke af en klagesang, som trætte og utilfredse arbejde har sunget.

v.5: fjendernes skjulte og voldsomme planer

v.6-7: God sladder og fornyet forsvar

v.8: peptalk som indgyder mod. Tre opfordringer.

v.9: Fjendens nederlag og folkets sejr

v.10-12a: Belært af erfaringen indføres en ny strategi.

v.12b: hornblæseren. Alarmsignal.

v.13-14: Være for spredt, samling, høre hornets klang. Betydningen af at rykke sammen, stå sammen, samles.

v.15-16: Koncentreret og krævende indsats i denne situation en tid.

Jerikos mure faldt ved tro. Jerusalems mure blev bygget ved tro.

 

5,1-19: Sociale foranstaltninger

 

v.1-5: Klager fra folket, eksempler på problemer. Det går ud over børnene. Jf. Ap.G. 6,1-6; Joh. 6,1-15.

v.6. Nehemias reaktion: vrede, hellig harme som hos profeterne (for: 5. Mos. 23,20; 5. Mos. 15,12). Hans overvejelser inden han skrider til handling! Han går i rette med de fornemme og fyrsterne.

v.7-13: Nehemias tale og reaktionen på den: Gældssanering (5. Mos 15, næppe praktiseret før nu). Beslutsomhed. Lovprisning. Handling.

v.13:ryste kappefolden, en profethandling som f.eks. Ezek. 4,1-3.

v.14-19: Nehemias uselviskhed.

Lederens offer, jf. 2. Thess. 3,7-9.

Nehemias afstår fra sin ret. For folkets skyld, fordi folket er tynget (v.18)

Gudsfrygt og handling. Det man ikke gør, selv om man kan, fordi man frygter Gud.

En leders autoritet grundlægges i fredstider.

At modstå fristelsen også i det skjulte.

Hvorfor siges det?

Nehemias selvretfærdighed? Jf. Paulus som forbillede.

 

6,1-19: Muren bygges færdig

 

 

v.1: Arbejdet er skredet godt frem. Der mangler nu kun portfløjene.

Nu nyt angreb fra de tre fjender (2,19-20). De beder Neh. om et møde i Onodalen = et neutralt sted på grænsen mellem Samaria og Filisterlandet. Et ideelt sted for et væbnet overfald.

v.3: deres onde planer. Nehemias forstandighed, ikke godtroende. Hans svar.

v.4: Fjendernes lægger yderligere pres ved fire henvendelser efterfulgt af en skriftlig. Han beskyldes for højforræderi. Artaxerxes frygtede en konge i Juda (Ezra 4,12-16). Nehemias som en messiasskikkelse? Han angribes her på sit motiv: du vil være konge og have magt.

v.8: Afvisning.

v.9: Hvad der står på spil.

v.10ff: Bestikkelse. Ikke fra Gud. At blive klar over det. Det, der ser spændende og dragende ud, men i virkeligheden er en dæmonisk fristelse.

v.14. samme som i 3,33-37.

v.15: Muren færdig! 72 dages arbejde.

v.16: Fjendernes undren og erkendelse.

v.17-19: Men arbejdet er ikke færdigt. Fornyede breve som skal gøre Nehemias bange. Problem: De store i Juda, også ansete præsteslægter stod på modstandernes side. Tobija: ammonit, formodentlig hos Samarias statholder Sanballat. Fjenderne i edsforbund med jøder i Jerusalem.

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2008

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Mandag den 2. juni kl. 19.30 i Sognehuset: Nehemias 7-8.

 

Indledning

 

Hvor er vi?

 

Nehemias 7-8: De hjemvendte og loven

 

 

·        Kap. 1-7: Genrejsningen af Jerusalems mure. Nehemias en gudfrygtig, energisk og beslutningsdygtig lægmand og politiker. Havde betroet og indflydelsesrig stilling hos perserkongen. Han forlod den i 445/444 f. Kr. For han ville rejse til Jerusalem for at hjælpe sine landsmænd. I årene viste han sit organisationstalent, så murene blev genopbygget.

 

 

·        Kap. 8-13: Reformer af det åndelige liv og den indre genopbygning under Ezra og Nehemias. Jerusalem var nu beskyttet. Nu skulle livet i byen og i gudsfolket organiseres. Grundlaget: Guds ord. Folket indgik pagt med Gud, men forlod den som vanligt hurtigt. Navnlig gik det galt, da Nehemias var i Persien (13,6), da måtte profeten Malakias tage fat. Da Nehemias vendte tilbage har de muligvis sammen videreført reformationen.

 

·        Kap. 7-8: De hjemvendte og loven. Byens sikkerhed og flere mennesker. Bibelkundskab. En åbnet bog. Gråd og glæde. Festers betydning.

 

·        Situationen nu: muren er bygget færdig. Den ydre ramme er på plads, inden da også templet. Hvad så nu? Der skal fortsat sørges for byens sikkerhed og nu også for forøgelse af befolkningen og en styrkelse af folkets indre liv…

 

7,1-6: Udnævnelser og status over befolkningen

 

v.1: Muren færdig.

v.2: Portvagter udpeges og to ledere vælges for byen: Hanani = Nehemias bror, til kommandant for byen og Hananja til borgkommandant. To kendetegn: Pålidelighed og gudsfrygt. (Jf. Ap.G. 6,3)

Men hvad skal sangere og levitter i denne forbindelse (v.1)? Måske opstået ved en skrivefejl, hvor det bare er gået i pennen, for de plejede at nævne dem i samme åndedrag. Men dog godkendt af bogens redaktion og sigende: sangere og levitter skulle tjene folket med salmesang, hellig musik, skriftlæsning og udlægning: et bedre værn for Israels særpræg og for menighedens indre kraft end de tykke mure. Deres gerning fortsatte i synagogen og den kristne menighed længe efter templets undergang.

 

v.3: At stå på vagt.

v.4: Problem: for få indbyggere.

Derfor foranstaltninger til en forøgelse af byens befolkning. Omtales her og 11,1-2.

Nehemias lader indbyggerne registrere og finder i den forbindelse optegnelsen over de hjemvendte.

 

7,6-72: Mandtalslisten

 

Vi kender ikke tidspunktet, men redaktionen har placeret listen her mellem murenes genopbygning (kap. 3-6) og indvielsesfesten (12,27-43).

Sigte: styrke gudsfolket udadtil og indadtil, derfor: flere af dem.

Problem: ikke godt at forøge befolkningen med landadelens og præstearistokratiets folk, for de gik ind for at slette skellet mellem Israel og hedningerne.

Nehemias sammenkalder til folkeforsamling, mål: udfærdige en liste over dem, der hørte til menigheden af de hjemvendte. I den forbindelse fandt han hjemvandrerlisten (Ezra 2). Han kunne dermed knytte den nye slægtsfortegnelse sammen med den gamle, som dannede grundlaget for den nye menigheds eksistens. En vigtig grundregistrering.

 

Hvorfor en sådan fortegnelse. Dens mening. Dens opbyggelige værdi: v.4-5 giver noget af et svar.

 

Navnelisten er identisk med Ezra 2. Ganske få og små forskelle som er uden betydning, men som kan skyldes forskellig stavemåde og at der er forskellige navne for samme person. Overleveringen er måske usikker angående tallene, kan også skyldes, at der har været uklarhed om, hvem der rent faktisk var med i følget.

 

Hvorfor anbragt begge steder? P.g.a. listens store betydning både ved begyndelsen og fortsættelsen af genopbygningen: den værner mod blandede ægteskaber, er en mur mellem Israel og samaritanerne, grundlag for fremtidens liv i folket. Ud af dette lille folk voksede det nye Israel frem, som fødte Jesus, hvilket medførte, at den gamle skillerum mellem jøder og hedninger blev nedbrudt og Jesu kirke er fuldendelsen af gudsfolket bestående af jødekristne og hedningekristne (Ef. 2,14-22).

Den gamle slægtsfortegnelse blev da erstattet af livets bog. I den gamle pagt var listen deres livets bog, en liste over dem, der slap levende ud af fangenskabet, dem, der var ’stået op fra de døde’ Under hjemvandringen og bosættelsen i byen nærmede de døde ben sig til hinanden og blev et folk (Ezek. 37,1-14).  I genopbygningstiden virkede Guds Ånd og gjorde den til en levende menighed.

 

v.6-7: Hvem er de, hvor de er fra, eksil i Babylon, nu vendt hjem sammen med hvem.

Tal på mændene og efterkommere af hvem. Kendt af de første læsere.

Præsterne, levitterne, sangerne, portvagterne, tempeltrællene (folk, der gav sig selv for at virke i templet), efterkommere af Salomos hoffolk.

Dem, der ikke kunne gøre rede for deres slægtsforhold: v.61, v.64-65

v.66. totalsum + trælle og trælkvinder.

v.69-71: givere:

v.72: hvor de bosætter sig.

 

Kap. 8: Ezra oplæser loven.

 

Højdepunkt i genopbygningshistorien.

Vigtigt bidrag til gudstjenestens historie.

Redaktøren har anbragt det her midt i murbygningshistorien. Litterært hører det hjemme i forbindelse med Ezra 7-10.

Begge bygger, præsten og lægmanden.

 

8,1-2: Et folk i bøn om bibelkundskab

 

v.1: Dato, men ikke årstal: 1.7. (Tisri = oktober). I den måned to store fester: den store forsoningsdag og løvhyttefesten, og: nymånefest, tid for gudstjenester både i Israel og blandt andre folk i mellemøsten (2.Kong. 4,23; Kol. 2,16).

Samling foran Vandporten (antagelig mellem templet og østmuren, 3,26; Ezra 10,9), ingen egentlig tempelplads endnu.

v.2: De henter loven, rullerne. Præsten, Ezra, som Ordets tjener. Loven til alle, der kan lytte. Mænd, kvinder, børn. Alle.

Oplæsning og udlægning fra nu af almindelig. Først på åbne pladser og siden i synagoger (Luk. 4,16ff; Ap.G. 13,14; 14,1; 15,21) og derfra ind i den kristne menighed.. Tempeltjenesten mere i baggrunden og til sidst helt væk (efter Jerusalems ødelæggelse i år 70).

 

8,3-8: Den åbne bog

 

v.3. Laaang læsning, og hele folket lyttede opmærksomt…

v.4: platformen.

v.5: åbner, på højt sted, alle rejser sig for lovens ord.

v.6: Lovprisning,

v.7-8: levitterne udlægger loven.

Vigtige pointer i den kristne gudstjeneste:

 

8,9-12: Både gråd og glæde

 

v.9. Nehemias prædiken. Hellig for Herren. Glædesdag, de skal ikke græde, men de græder, da de hører lovens ord.

v.10-13: hellig for Herren, glæde, ydre glædestegn. Glædens styrke og opgør med bedrøvelsen. ”Det folket skulle mærke sig ved denne undervisning, var ikke deres egne synder, men Herrens barmhjertighed … Glæden i Gud måtte ikke kvæles, for uden ville Israel synke ned i modløshed og forsagthed” (Jørgen Jørgensen). Virker, folket tager det til sig.

 

8,13-18: Løvhyttefesten

 

Skaffe sig indsigt i loven.

Lydighed mod lovens ord. Noget de havde glemt, en genopdagelse af forordningen om løvhyttefesten (3. Mos. 23,34-44)

 

Afslutning

 

Næste Bibelundervisning:

Vært: Midtvejsfolket

Nehemias 9,1-37: Syndsbekendelse og bøn. Dyb og indre fornyelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2008

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Tirsdag den 19. august kl. 19.30 i Sognehuset: Neh. 9,1-37

 

Indledning

 

 

Tilbageblik

 

 

Glæden og boden. Gråd og glæde. Ud af glæden: boden…

 

Nehemias 9,1-37:

 

Muren er bygget og Jerusalem er nu beskyttet. Nu skulle livet i byen og i gudsfolket organiseres. Grundlaget: Guds ord. Folket indgik pagt med Gud, men forlod den som vanligt hurtigt. Navnlig gik det galt, da Nehemias var i Persien (13,6), da måtte profeten Malakias tage fat. Da Nehemias vendte tilbage har de muligvis sammen videreført reformationen.

 

9,1-4: Bods – og bededag.

 

Løvhyttefesten slutter 22.7.

24.7: stor bods – og bededag (jf. vores Store bededag).

Mærkeligt, at den store forsoningsdag ikke omtales. Senere bliver den holdt den 10.7.,  men er måske endnu ikke blevet fast helligdag.

Bodsdagen her er ekstraordinær. Den er kaldt frem af Ezras besøg og den bevægelse i folket som oplæsningen af loven i kap. 8 har skabt.

 

Tilbageblik kaldte gerne takkesalmer, bodssalmer, bedesalmer frem, f.eks.: Sl. 105, 106, 135, 136.

Vekslen af sorg og glæde i kap. 8 og 9. Ikke blot orientalerens stemning, men virkning af Guds ord og Ånd. Sådan er det stadigvæk.

 

v.1: Folket samles. Samling!

Bodsdragt. Faste, sørgedragt, jord på hovedet. Jf. dåbens vand hos os. Jord ved begravelser hos os.

 

v.2: Israels slægt skiller sig ud. Jf. de blandede ægteskaber, skellet mellem sande og falske profeter. Syndsbekendelsen markerer skellet mellem sand og falsk kirke. Åndelig bibelbrug skaber bod, uåndelig bibelbrug gør sikker og selvretfærdig.

Syndsbekendelse af egen synd og: folkets! Folket er en enhed. At bekende andres synder…

 

v. 3: De lytter til loven og reagerer med syndsbekendelse.

Gudstjenestens længde og indhold:

Tre timer med oplæsning af lovbogen og udlægning.

Tre timer syndsbekendelse, bøn, lovprisning, tilbedelse.

 

v.4: Præstaristokratiet ikke inde i billedet, de kan ikke lide Ezras vækkelsesbevægelse og talen om skellet. Præster som modarbejder vækkelse og åndelig fornyelse op gennem kirkehistorien. Når præster bliver fornyet og omvendt …

Derfor var Ezra særligt glad for levitterne (Ezra 8,15ff). De var åndsfrænder. Kunne udlægge Guds ord og synge Herren sange. 

 

v.4-5: Sanglevitternes liturgiske hilsen. Vi har noget af det samme: ”Opløft jeres hjerter …”

 

9,5-37: Lovprisning, tilbedelse, syndsbekendelse

 

9,5-6: Skabningen tilbeder Skaberen

 

v.5: Fra syndsbekendelse til lovprisning. To alen ud af ét stykke. Ikke modsætninger, tværtimod.

Jf. ”Kyrie” og ”Gloria”

Frelseshistorisk lovprisning. Jf. mange kristne liturgier…

Hvordan ville vi skrive en lovprisning?

Hvad lovprisning er? At ihukomme Herrens velgerninger. Sl. 103,1.-2.

Sætte navn på takkeemner, tælle takkeemner i Guds folks liv og i det enkelte menneskes liv.

 

v.6: Hele skabningen lovpriser Gud (jf. f.eks. DDS 15,16,17).

Jf. nadverpræfationen: ”Vi takker og priser dig” og ”Helligsangen” ved nadveren.

Årstidssalmer.

 

9,7-8: Udvælgelsen af Abraham

 

Udvælgelsen som takkeemne.

Gud er trofast. Holder ord.

 

9,9-11: Befrielsen fra Egypten

 

v.10: Guds frelseshandling trods folkets synd.

Overgangen over det røde hav: Jf. dåben.

1. Kor. 10,2

 

9,12-23: Ørkenvandringen

 

Guds folk som vandringsfolket.

Ørken som tema.

v.16: Folkets syndige reaktion på Guds velgerninger.

v.17. Men Gud er tilgivelsens Gud.

v.18: fremture i synden.

v.19. ny barmhjertighed. Svigtede ikke…

v.20f: Guds omsorg. Guds gentagne og uopslidelige barmhjertighed.

Et mønster som gentager sig …

 

9,24-31: Dommertid og kongetid

 

v.27 og v.28 og v.29-30: Guds tugt og tilgivelse.

 

9,32-37: Genopbygningstiden for det hjemvendte folk

 

Efter denne tilbedende lovprisning af Gud gennem Israels historie: boden og bønnen for det folk, der nu vendt hjem, den hellige rest efter landflygtigheden.

v.33: ”Og nu …" v.36: i dag.

v.35: NB: Tre gange ”trods”

Stadig: tilbageblik.

 

Slut: Vi er i stor nød. En åndelig erkendelse på trods af at folket er vendt hjem, templet og muren er bygget og folket har holdt gudstjeneste og løvhyttefest med glæde!

 

Afslutning

 

 

Fremholde Guds underværker, ihukomme Guds gerninger, aldrig glemme dem, jf. trosbekendelsen som lovprisning og de trinitariske lovprisningssalmer. Giver mod på nutiden og fremtiden:

Lægge fremtiden i Guds hånd i tillid til at Han vil os det vel. Hans hele tiden tilbagevendende trofasthed.

 

Næste gang: Mandag den 27. oktober kl. 19.30 i Sognehuset

Vært: Mandagsfællesskabet

Nehemias 9,37-10,39

 

 

BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2008

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

 

Mandag den 27. oktober kl. 19.30 i Sognehuset: Nehemias 9,37-10,39

 

Tilbageblik

 

·        Løvhyttefesten og den syvende måned

-         Løvhyttefesten har altid været fejret i den "syvende måned", og den syvende måned har altid faldet i september-oktober, altså midt på efteråret. Den "syvende måned" har ikke noget at gøre med vort kalendersystem, hvor den første måned jo er januar måned, og den "syvende måned" er juli. Den "første måned" i den jødisk-bibelske kalender er forårsmåneden Nisan; den falder i marts-april; den "syvende måned", Tishri, falder derfor i september-oktober. I 2 Mos 12,2 hedder det, at den måned, hvor påsken skal fejres, skal israelitterne regne for den første måned i året. Løvhyttefesten skal falde på den 15. dag i den 7. måned (3. Mos 23,34).

-         Når Løvhyttefesten ikke falder på den samme dag i september måned, men i tidsrummet fra midten af september til midten af oktober, skyldes det, at jødernes kalender er en månekalender, dvs. hver måned svarer til månens faser på 28 dage, mens vores vesterlandske kalender som bekendt er en solkalender. Jøderne har haft månekalenderen siden ca. 150 f. Kr. Den var altså også gældende på Jesu tid. Om jøderne på Nehemias' tid havde skiftet fra en solbaseret kalender til månekalenderen er usikkert. (Carsten Vang)

 

-         Store bededag er ikke som jeg fik sagt sidste gang indført af Struensee i 1600tallet.

 

-         Her kommer nogle rigtige faktaoplysninger, som en af jer venligt har gjort mig opmærksom på og som jeg siger tak for, idet jeg undskylder mine fejloplysninger fra sidst:

-         Store Bededag er indført i 1686, og Struense er født 1737 i Halle og kom til København som 32 årig, i 1769, dvs. 83 år efter indførelsen af Store Bededag, en dag, der "overlevede" Struenses helligdagsreform i 1770.

-         Dernæst lidt spændende oplysninger fra nettet som vedkommende også har givet mig:  "Den dag, vi i dag kender som "store bededag", blev indført af Hans Bagger (biskop over Sjælland 1675-1693), der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift. Af disse blev den midterste lovfæstet ved en kongelig forordning d. 27 marts 1686 som en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget."

-         Og om Struenses rolle:"Det er en populær misforståelse, at det var Christian VII's berømte livlæge Struensee, der indførte store bededag, men som det fremgår ovenfor er dagen små 100 år ældre. Når den alligevel tillægges Struenses kan det skyldes, at det var en af de få helligdage, der overlevede hans helligdagsreform af 20. oktober 1770, hvor halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a. helligtrekongersdag, 3. juledag, kyndelmisse, Skt. Hans' dag, mortensdag og mikkelsdag. Ideen var, at de mange helligdage hindrede rigets fremme og at dagene fremover i stedet skulle bruges til "arbejde og nyttig gerning". Kilder: Politikkens Danmarks historie. Uddrag af vedhæftede filer Vor tids leksikon

 

-         At blive prøvet af Gud kan være noget positivt, som vi ikke skal frygte.

 

-         2. Mos. 20,20, som i oversættelsen fra 1931 lyder: Men Moses svarede folket: ”Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I skal lære at frygte ham, så I ikke synder.”  Også i oversættelsen fra 1992 bruges ordet ”prøve”: ”Men Moses sagde til folket: ’I skal ikke være bange! Gud er kommet for at sætte jer på prøve, og for at I kan frygte ham, så I ikke synder.’” Det gør, at det er vanskeligt at forstå, at ”Den Nye Aftale” oversætter Fadervors sjette bøn: ”Lad være med at sætte os på prøve …”.

 

-         Min pointe sidst var blot denne: Vi skal ikke opsøge prøvelsen og ikke bede om at få den, trods de positive sider, den har, når Gud lægger den på os.

 

-         TAK til jer, at I bidrager mundtligt som skriftligt og kommer med konstruktive input.

 

Nehemias 9,37-10,39

 

Muren er bygget og Jerusalem er nu beskyttet. Nu skulle livet i byen og i gudsfolket organiseres. Grundlaget: Guds ord. Folket indgik pagt med Gud, men forlod den som vanligt hurtigt. Navnlig gik det galt, da Nehemias var i Persien (13,6), da måtte profeten Malakias tage fat. Da Nehemias vendte tilbage har de muligvis sammen videreført reformationen.

 

 

10,1-30: Underskriverne

 

Den store bodsdag (kap. 9) fører til en pagtsslutning i 10,1.

Bøn og bod fører til handling!

v.1-29: Navnene på dem, der underskrev pagten og dem, der også gik ind under den.

Det særlige ved denne pagt til forskel fra andre (2. Krøn. 15,12; 34,31), er, at den er skriftlig: v. 1: Tilbageblik på kap. 9 og slutningen i v.37.

Overenskomst, det man bliver enige om, en pagt.

v.2ff: Forseglet skrivelse underskrevet af byens ledende mænd.

Forseglet: måske som på assyriske lertavler, hvor man den dag i dag kan se ”segl” under forretningsbreve, nemlig som mærke fra en tommelfingernegl.

Tre kategorier:

Vores (!) stormænd.

Levitter.

Præster.

Foruden selvfølgelig statholderen Nehemias.

At blive enige om noget, stå sammen om noget. Bygge menighed, gå den vej der …

Lederne går foran og viser vej.

Og ikke imod folket. Folket viser tillid og følger trop. Folkets ’amen’.

v.29-30 Resten af folket, de forskellige kategorier, flere end før, men også de samme nævnes nu.

Enig om lydigheden.

Samme ånd som i Moseloven (5.  Mos. 28: velsignelsen og forbandelsen).

Forbandelseseden ved Moses.

 

10,31-40: Selve pagtsbestemmelserne

 

v.31-32: Man adskiller sig fra hedenskabet.

 

v.31. Pindes ud på forskellige områder. Jf. de ti bud, ét grundbud (Shema) og så pindes det ud på forskellige områder, udledninger af det ene bud.

Det lutherske, ikke ved gerninger over for Gud (Rom. 3,28), ”vi frelses ved troen alene, men troen er aldrig alene”. Også gøre ting fordi Gud har befalet det, det skal vi bare, ikke for at blive retfærdige ved det, men fordi Gud vil det og derfor tror vi, at det er godt og gavnligt for vort liv. Her lære af jøder og muslimer og andre kristne. katolikker, ortodokse, reformerte. Vi lutherske er ofte blevet dovne…

 

Det farlige: de blandede ægteskaber. Et meget stærkt brud med tidsånden og ’kloge’ menneskers friere syn.

NB: Ypperstepræsterne og flere af de ansete præstefamilier skrev ikke under! De så mere ’frit’ på det: Neh. 6,17-18; 13,4-9.28-29. Jf. Jer. 23,9-40: dommen over de falske profeter.  

Sagen fra Ezra 9-10 kan måske stadig huskes: Ezras bodsklage og opløsningen af de blandede ægteskaber. Her over for står dog. 1. Kor. 7,12-16: Paulus råd, her han ikke et ord fra Herren.

Kristne der vil gifte sig med ikke-kristne i dag. Kan det det? Jf. 1. Kor. 7,39: enken er fri til at gifte sig, ”med hvem hun vil, blot det sker i Herren”.

”Sådan som hjemmene er, bliver folkets og menighedens fremtid” (Johannes Pedersen).

 

v.32:
Sabbatten (5. Mos. 15,1-11). Vigtigere end alt andet. Vigtigere end templet, ofrene…

Vores guide på Israelsturen.

Genvinde hviledagens glæde og helligdagens skønhed.

Til overvejelse: Drop mails, enhver form for arbejde. Lave mad dagen før, lektier, forberedelser, overvinde den store fristelse til at arbejde og få udbytte på sabbatten.

Positiv hvile for Herren ikke kun negativ hvile fra arbejde.

Skal udskilles fra alle andre dage og tjene til at styrke forbindelsen med Gud.

Hvorfor måtte Gud hvile og Jesus? Hvor meget mere da ikke vi!

 

Sabbatten begrundes i skabelsen og hvilen (1.Mos. 1) og frelseshistorisk ved befrielsen fra slaveriet i Ægypten: 5. Mos. 5,15. Er på en særlig måde tegnet på pagtsfællesskabet mellem Gud og folket: 2. Mos. 31,13; Ezek. 20,12.

Bortførelsen til Babylon begrundes væsentligt i at folket vanhelligede sabbatten: Ezek. 20,13.16.20-24; Neh. 13,17-18

 

Sabbatten skulle (sammen med omskærelsen) værne folket mod hedenskabet, fordi hedenskabet er en trussel mod deres tro.

Jf. hos os: dåbens tegn og søndagens tegn for kristne i verden!

Sabbatten sikrer identitet. Hvem er vi? Se det på vores særpræg: sabbatten.

 

v.32b: sabbatsåret.

En fornyelse af denne gamle lov ikke bare en landbrugsreform, også en social reform. Stort at have en lov der afskaffede det varige slaveri og den total forarmelse. Hvert syvende år skulle selv den mest forgældede have en mulighed for at kickstarte på en frisk. En erkendelse af at en genopbygning i kirke og folk kun er mulig, hvis det sker i personlig frihed og med udsigt til, at der kan blive menneskeværdig måde at leve på i et land.

Der er her tale om en økonomisk amnesti som vi så i kap. 5.

Erfaret velsignelse ved det, vigtig med solidaritet og næstekærlighed. Gældssaneringsgudstjeneste for nogle år siden her i kirken: Eftergive den tredje verden dens gæld.

 

Altså tre elementer i pagten: nej til blandede ægteskaber, ja til sabbatten som helligdag og ja til økonomisk solidaritet.

 

 

10,33-40: Løfter om ydelser til tempeltjenesten

 

”Hvis kirken forsømmes, og præstestanden forarmes, så den ikke kan passe de kirkelige funktioner, stoppes der for folkets livskilde” (Johannes Pedersen).

v.33-34: Givertjeneste.

I Moseloven: lov om en tempelskat: halv sekel (2. Mos. 30,13), her: en tredjedel sekel på årsbasis. En mildnelse altså. Ezra tog hensyn til folks økonomi og kørte ikke bare ud af en strenghedslinje. På Jesu tid igen en halv sekel = en dobbeltdrakme (Matt. 17,24).

Mål: sammen med de pligtige ofre sikre templets drift. Her en lille stramning: de skal levere brænde til offerilden, det hører vi ikke om i de fem Mosebøger, noget nyt her altså.

 

Sag: Bære gudstjenesterne med sine ofre. Ikke betale sig fra Gud … ikke aflad … ikke købekristendom, men man forpligter sig økonomisk i ansvarlighed.

 

Hvad pengene skal gå til: Nævnes deltaljeret.

Vi vil forpligte os selv.

Forholdet mellem kirkeskat og det at give, ofre.

Lære vore børn at have penge med og lægge dem i kirkebøssen eller i kurvene. Skal overgives på en sund og god måde til hver ny generation sammen med troen og kundskaben.

Pinsefolks evne til at give…

Vi kan også når vi skal...

Have et mål og strække os efter det.

 

v.35ff: Give det første og bedste til Gud.

Først til Ham.

 

v.38f: Tienden.

Mal. 3,10!

”Orden i givertjenesten”.

 

v.39:
Vi vil ikke svigte vor Guds hus. En konklusion, det, det hele går ud på.

”Alt skal ske i orden og i fælles ansvar og med det sind, der siger: Vi vil ikke svigte vor Guds hus!” (Johannes Pedersen) Også her noget blivende som ovenfor.

Motto. Visionen. Billedet. = det, 10,1 og hele kapitlet går ud på.

 

Næste gang: Tirsdag den 2. december kl. 19.30 i Eben Ezer, Brammersgade 4

Vært: Eben Ezer

Nehemias 11-13: Indvielse, misbrug, reformer. Den hellige by. Indvielse af murene. Hverdag. At holde en helligdag. Livet hjemme. Samaritanerne dengang og i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 BIBELUNDERVISNING

SCT. PAULS SOGN

2008

ved sognepræst

Flemming Baatz Kristensen

 

Tirsdag den 2. december kl. 19.30 i Eben Ezer, Brammersgade 4: Neh. 11-13

 

Tilbageblik

 

 

-         Flere oversættelser end ”Den Nye Aftale” oversætter med ’prøvelse’ og ikke med ’fristelse’. Men selv om ordet kan oversættes på begge måder, må det betragtes som forkert at oversætte ordet med prøvelse i Fadervor.. For prøvelserne kommer (1. Kor. 10,13) og vi skal glæde os over dem (Jak. 1,2). ”Gud (vil) under ingen omstændigheder lade være med at sætte os på prøve”.

 

-         Undren: Hvorfor har Jesus bedt os om at bede: ”Led os ikke i fristelse?” Det er som om, at Gud frister (hvad han dog ikke gør, Jak. 1,13-14) men at vi blot beder ham om at lade være med det. Hvorfor formulerer Jesus sig så på denne mærkelige måde? En har foreslået, at Jesus her bruger den sproglige regel, at man forstærker et udtryk ved at nægte det modsatte. Som moderen der siger: ”Kør nu ikke for hurtigt!”, hvor hun mener: ”Kør fornuftigt!” Jf. Joh. 6,37, hvor meningen er: ”Jeg vil altid modtage den, der kommer til mig”, men formuleres nægtende: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. Meningen i Fadervor: Vi beder om at Gud vil lede os på rette veje. Det formuleres ved, at det modsatte nægtes: Vi beder altså: Gud vil lede os, ikke ind i, men bort fra fristelse og fald og alt ondt.

 

-         ”Led os ikke i fristelse” er en bøn, som bedes i lys af det, der skal ske i fremtiden: Jesu fremtidige komme, at Guds rige er i færd med at komme. Men fordi Jesus kommer igen, så er djævelen hyperaktiv og kampen mellem Gud og djævelen intensiveres. Der er tale om en åndskamp, hvor prøvelser ikke kan eller skal undgås: Messiasveer (Mark. 13,8), og blev tiden ikke forkortet, blev intet menneske frelst (Mark. 13,20). Djævelen frister os og samarbejder dermed med det gamle menneske i os selv (Jak. 1,13-14; Matt. 4,1-11). Derfor beder vi om, at Gud ikke vil lade os stå alene med fristelsen, men redde os, så vi ikke falder i fristelsen = falder fra troen. Bønnen hører hjemme i denne spændingsfyldte åndskamp. Det ses også af sammenhængen: ”led os ind i fristelse, men fri os fra det/den onde”.

 

-         Når vi prøves: ”Når Gud ikke opfylder vore ønsker, er det ikke, fordi han ikke hører vore bønner, men fordi han kun giver gode gaver … Gud sætter dig på prøve, for at få dig til at søge hans rige og hans retfærdighed. Du undgår det ikke! Det sker igen og igen, og det vil blive ved med at ske, så længe vi er her”. Sådan skal vi øve os i at tænke i prøvelsen og så bie på Herren. Satan søger at gøre den gode prøvelse til fristelse, der kan lede os ud i frafald. Det er her bønnen i fadervor hører hjemme. Vi beder til, at han ikke vil lade os være alene i fristelsen. For var vi alene, ville vi falde fra.. Men Gud finder en udvej og er sammen med os, når vi beder: ”led os ikke i fristelse” (1. Kor. 10,12-13).

 

Neh. 11-13

 

Sammenhæng

 

Muren er bygget og Jerusalem er nu beskyttet. Nu skulle livet i byen og i gudsfolket organiseres. Grundlaget: Guds ord. Folket indgik pagt med Gud, men forlod den som vanligt hurtigt. Navnlig gik det galt, da Nehemias var i Persien (13,6), da måtte profeten Malakias tage fat. Da Nehemias vendte tilbage har de muligvis sammen videreført reformationen.

 

11,1-36 Jerusalem og dens indbyggere

 

v.1-2: Tråden fra kap. 8 tages nu op igen: den befæstede by med det fornyede indre liv skal have flere indbyggere. En side ved fornyelsen af byen er derfor at få det ringe indbyggertal i Jerusalem forøget. Få folk til at bo i Jerusalem. Stormænd bor der.

Planerne til det tager Nehemias som en indskydelse fra Gud (7,4-5). Men han gik ikke den lette vej gennem blandede ægteskaber og rummelig folkereligiøsitet (som, var ypperstepræsternes linje) men den besværligere omvej. Hans to store problemer var: 1) Jerusalem en øde by, en skal uden kerne 2) de fromme kolonister kunne smelte sammen med den halvhedenske befolkning på landet.

Intet offer for stort her. Plan: lodkastning om hvilken tiendedel af landbefolkningen som skal ofre sig og flytte til Jerusalem. 10 procent af landbefolkningen flytter til Jerusalem. Og nogle gjorde det frivilligt. Det roses de for. Det var et offer at flytte til byen…

 

v.3-24: hvem der boede der. Minder om 1. Krøn. 9,2-17

 

v.25-36: Befolkningen på landet.

Befolkningstallet steget. Anseeligt antal jøder i området.

Byerne der nævnes ligger syd og sydvest for Jerusalem.

Naturlig udvikling: ud fra at hovedstaden fungerer, der kommer infrastruktur: befolkningen breder sig over hele landet.

 

12,1-47: Byens mure bliver indviet

 

v.1-26: Præster og levitter.

Ført ned til læsernes egen tid under Alexander den Store (v.11 og v.22).

Hensigt: præsterne skal føle sig som brødre og medarbejdere i samme tjeneste også nu efter de store brydninger i den første lange tid efter hjemkomsten og som havde slidt på dem.

Lægfolket skulle se op til lederne, selv ypperstepræsten, trods den alvorlige kritik af ham.

 

v.27-47: Indvielse af selve muren

 

Kommer først nu, som klimaks efter at forholdene inden for murene er bragt i orden (kap. 7-11). Det indre skal også med!

 

At indvie noget.

Man indvier murene. Man fejrer indvielsen med en glædesfest under takkesange og festsang.

 

v.28: netofatitterne: Fra byen Netofa i Judæa, syd for Jerusalem, nær ved Betlehem. Deres byer var beboet af levitter.

 

v.29: Bet-ha-Gilgal  (= Gilgals hus):Et sted vest for Jordan, tre km øst for Jeriko

Gebas marker:

Azmavets marker (= dødens styrke): landsby i nærheden af Jerusalem nær Geba.

 

v.30: den rituelle renselse. Man bragte formodentlig et syndoffer: Jf. 2. Krøn. 29,20-24.

Blevet åndelig i dag: 1. Joh. 1,7-9. At rense sig til tjenesten. Skal helliges Herren.

At agte festen.

At agte indvielsen.

 

v.31-42: Stor sang – og musikudfoldelse.

To store lovprisningstog. Ezra ledte den ene gruppe (v.36) og Nehemias for den anden (v.38) Drog til hver sin side hen over den brede mur og passerede forbi de tårne og porte, som Nehemias havde passeret på sin natlige ridetur, da byen lå i ruiner.

Da de to syngende lovsangskor mødtes, drog de samlede op til templet (v.40), hvor der blev holdt kirkekoncert til Guds og hele menighedens glæde og opbyggelse.

Lovsangens betydning for Gud. Gud ER og dog: Han troner på Israels lovsange (Sl. 22,4)

Og for os.

 

v.43: Ofre og glæde.

Glæde gør gavmild. Glæde og gavmildhed hænger sammen. ”Gud elsker en glad giver”.

Gaver til tempelpersonalet, og de lavere rangerende, sangere og dørvogtere, blev ikke glemt.

De var glade, for Gud havde givet dem stor glæde.

Også kvinder og børn var glade!

Jerusalems glæde kunne høres langt væk. Minder om grunstensnedlæggelsen til templet (Ezra. 3,13).

Efter eksilet, både begyndelsen og slutningen er indrammet af glæde. At begynde og fuldende i glæde, derimellem slid og kamp. Under glædens fortegn og med glæden som mål.

 

v.44: at administrere en glædens ordning.

 

v.45. At varetage en Guds vagttjeneste og tjenesten med renselsen.

 

v.46. At føre tilsyn med sangerne i lovsang og tak til Gud.

 

v.47: Gaver til en elsket tjeneste.

 

13,1-31: Almindelig hverdag

 

v.1-9 og v.23-29: Farlig alliance med hedenskabet.

 

Kap. 12 endte med fest og glæde.

Kap. 13: Hverdag ovenpå festen, med nye kampe, fristelser, nederlag.

Tilbagefald. Guds ord var der også da. Ikke mindst 5. Mosebog: Ingen ammonit eller moabit måtte nogen sinde få adgang til Guds tempel i den gamle pagt 5. Mos. 23,4). Gælder ikke i den nye pagt! (Matt. 28,18; Ap.G. 10; Ef. 2,14-18)

Godt begyndt er ikke altid godt endt.

Problemet gør sig gældende.

Finde sig i det, leve med det eller gøre op med det?

 

Pagten er aftalt (kap. 10), men bliver altså hurtigt brudt.

Nehemias rejser på tjenesterejse tilbage til perserkongen omkring 433 f. Kr. efter have været i Jerusalem i hele 12 år (13,6, jf. 5,14). Underligt at han kunne blive i Jerusalem i så mange år (jf. 2,6). Før han rejste blev loven læst op og loven om at skille sig ud fra de fremmede blev også læst op.

Men da han kommer tilbage, ser han, hvad der er sket: a) En af de værste fjender af genopbygningen, Tobija, har ved ypperstepræstens mellemkomst fået indrettet et kammer til sig selv i templet. En af præsteskabets store fristelser: halte til begge sider. Kompromisser. Styrke egen position politisk og økonomisk. b) v.23: de blandede ægteskaber er stadig et problem. Også hos præsterne.

Nehemias griber omgående ind med sædvanlig beslutsomhed og energi: Han smider Tobias ting ud, templet renses og kammeret fyldes med ting, som hører tempeldyrkelsen til: v.7-9.

Hans måde at agere på præges af den gamle pagts foreløbighed og udvendighed. Men Jesus kunne også være streng: tempelrensningen. Apostlenes iver, når de kæmpede for evangeliet (Gal. 1-2). Men også smidighed (1. Kor. 9,19-23; Ap.G. 21). Der er en tid til …

Nehemias tager ikke her hensyn til ypperstepræsten. De blandede ægteskaber må undgås (v.25). Ikke engang kong Salomo undgik frafaldet (1. Kong.11,3-8), hvordan kan andre så? Ypperstepræsterne var dybt involveret i dette frafald. Nehemias forviser en af ypperstepræstens sønner (v.28).

v.29: lederne skal foregå med et godt eksempel, også i forhold til de blandede ægteskaber..

v.29b: Nehemias bøn. Sådan bad Jesus ikke og sådan skal vi heller ikke bede. Der er kommet en ny pagt som opfylder og afløser den gamle pagt.

Men legitim vrede mod præsterne, fordi de har svigtet så voldsomt (Mal. 2,1-2.8)

Stadig et hovedproblem. Profeten Malakias er inde på det samme

 

 

v.10-14: templets indtægter bliver reorganiseret

 

Også den detaljerede plan over indtægterne til templet, som blev omtalt i kap. 10 og hørte med til pagten, er blevet brudt. Tiendeafgiften til levitterne var ikke blevet indbetalt og det betød, at levitterne og sangerne ikke fik deres løn og så var de nødt til at dyrke deres jord borte fra Jerusalem og tjenesten til ære for Gud og til opbyggelse for menigheden blev dermed forsømt.

Derfor spørger Nehemias: Hvorfor bliver Guds hus forsømt (v.11a)? Samme tanke findes hos den profet, der var samtidig med ham, nemlig Malakias – det sidste skrift i vort gamle testamente.

Nehemias kæmper altid for de små mod de store. Derfor: Forholdsregler til at rette op på forsømmelsen. Nehemias stiller dem op (v.11b) og folk går i gang med at betale tienden. Fire pålidelige mænd bliver sat til at forvalte midlerne retfærdigt.  

Orden og retfærdighed. Kol. 2,5; Tit. 1,5.

 

v.15-22: Problemer med sabbatten

 

Det tredje forfaldsområde: forholdet til sabbatten (jf. kap.10)

Man tog mere hensyn til økonomien end til sabbatsoverholdelsen.

Mistillid til Gud, når man skal tjene penge på sabbatten.

Nehemias advarsel. Han går i rette med Judas fornemme, ikke de svage: ”I vanhelliger sabbatten”.

Historisk perspektiv, lær af fortiden: sådan har vort folk gjort før og det førte straf og ulykke fra Gud med sig. I forøger vreden mod Gud, når I lever imod hans udtrykkelige vilje.

Nehemias foranstaltninger.

Truer med straf (v.21).

 

 

v.30-31: Afslutning.

 

Nehemias:

Hans linje over for det fremmede.

Hans praktiske sans. Ingen sondring mellem det åndelige og det politiske.

Han var en tro forvalter. 1. Kor. 4,1-2

 

v.14.  Bringes i erindring hos Gud. Jf. v. 22b og v.31.

Usmageligt? Selvretfærdighed?

Dog: Troens ’stolte’ glæde i tjenesten: Matt. 25,20-23.

V. 22b: Måske har han kendt til, at hans gamle Adam kunne løbe af med ham, siden han beder her som han gør.

Som en ortodoks muslim eller ortodoks jøde?

Forbillede eller et billede til advarsel for os?

GTs tid og i dag.

 

Opsamling og konklusion

 

 

Næste gang: Torsdag den 29. januar 2009 kl. 19.30 i Sognehuset.

Vært: Midtvejsfolket.

Vi arbejder med Hebræerbrevet kapitel 1.